Betty Nansen Teatret har valgt at sætte Henrik Ibsens "Et Dukkehjem" op i en ny version, der i det store og hele er meget vellykket i sin aktualisering af de store emner, stykket kredser om: Det forlorne ægteskab, det tomme venskab, den hårde fordømmelse af andres fejl, der viser sig at være dybt hyklerisk. Et udvalg af fremragende skuespillere gør i høj grad stykket seværdig og sætter de gammelkendte karakterer i et nyt lys.
Nora er den tomhjernede og ubekymrede sangfugl, der muntert flagrer omkring og ødsler sin mands penge væk. Men hun har også arbejdet i otte år på at tilbagebetale et stort men hemmeligt lån, der har frelst hendes mands liv, og som hun har forfalsket sin fars underskrift for at få. Da hendes mand, Helmer, endelig erfarer sandheden, skuffer han hende i den grad, at hun opgiver det tomme glansbilledliv, hun har levet i alle de år.
Katrine Wiedemann tilføjer i sin instruktion nogle nye elementer til den velkendte historie, og den meget opfindsomme scenografi med døre og vægge, der sejler rundt i rummet, og filmprojicerede møbler får det klassiske drama tilføjet en hel ny fornemmelse af hektik og overfladeliv, der klæder stykket fremragende. Den lille maskedans er et sjovt indslag, men til tider bliver stykket for bevidst sært, som når Nora lægger sig hen på tjenestepigen - det er for kort til at kunne virke som en samfundskritik og virker bare overflødigt.
Marie Louise Wille har fået rollen som Nora, og selvom hendes spil til tider er for manisk for min smag, er hun morsom i sin selvcentrerede flagren og troværdig i sin afklarede sorg. Troels Lyby er et glimrende valg som Helmer, selvom han aldrig bliver helt så stort et skvat, som den oprindelige tekst fordrer. Han er ganske uudholdelig i sin nedladende facon overfor Nora, men man er alligevel aldrig i tvivl om, at han dybest set mener det godt.
Dr. Rank, den daglige husgæst, den dødsmærkede læge, der er forelsket i Nora, spilles vidunderligt af Tom Jensen. Især i scenen, hvor han erklærer sig for Nora, er han berusende. Da Nora derimod i desperation forsøger at forhindre Helmer i at læse det brev, der vil afsløre det hele for ham, antager både Tom Jensen og Troels Lyby et utroligt vellykket, diabolsk skær, der understreges af deres gale men synkrone latter.
Krogstad, manden der truer Nora, og fru Linde, hendes hjælpsomme veninde, er mest af alt komiske roller, selvom Krogstad i allerhøjeste grad udgør en reel trussel for Nora. Lars Brygmann er fantastisk overbevisende som den ynkelige hævngerrige mand med det fedtede hår, mens Puk Scharbau bliver lidt for karikeret med de tunge briller og det gyselige sekretærhår. Deres forsinkede romance får hele armen med filmmusik og stormende bevægelser og udgør et ganske behageligt intermezzo.
Men på trods af alt dette er der et eller andet, der ikke helt fænger. Jeg synes ikke, vi nogensinde rigtigt kommer ind under huden på Nora, og rigtigt ondt af hende har man aldrig. Da hun smækker døren midt i en sætning, virker det så abrupt og ufærdigt, at man sidder tilbage i mørket med en fornemmelse af noget ufærdigt og uafsluttet. Ikke desto mindre er det en af de mest vellykkede nyopsætninger af Et Dukkehjem, jeg har set, som man ikke bør snyde sig selv for.
