Med "Plys og papegøjer" sætter Det Danske Teater en gammel klassiker op som et teaterstykke med karakter af charmerende folketeater, der dog langt hen af vejen er lidt for forudsigeligt. Der bydes både på latter og spænding og nogle ret diverterende skuespilpræstationer.
Plys og papegøjer er den danske titel på filmen The Ladykillers fra 1955, der blev genindspillet i 2003 med Tom Hanks i hovedrollen som en svindler, der sammen med sin bande planlægger et kup fra en gammel dames hus, mens de udgiver sig for at være en uskyldig strygekvintet. Den gamle dame er Mrs. Wilberforce, som i Det Danske Teaters udgave spilles af en intet mindre end fremragende Sonja Oppenhagen. Hvordan hun kan se så gammel ud, er mig en gåde, men hun leverer rollen med en troskyldighed og underfundig humor, der i høj grad løfter stykket.
Resten af skuespil-præstationerne er dog ret blandede. To af forbryderne, Harry og Louis, spillet af hhv. Christian Damsgaard og Lars Ranthe, portrætteres så overdrevent, at man føler sig hensat til en dårlig Olsen Banden-imitation. Det er synd, ikke kun fordi det gør stykket stereotypt, men også fordi man aner, at de rummer meget bedre præstationer. Den eneste, der virkelig brillerer ved siden af Oppenhagen, er Max Hansen, der spiller den komplet ubegavede men Mrs. Wilberforce meget hengivne Braktud, og han er både morsom og overbevisende, selv som afsindig øksesvinger.
Dette var mit første møde med Plys og papegøjer, og indtil pausen syntes jeg, den var ret forudsigeligt; i anden halvdel var jeg dog ret spændt på, hvem der egentlig ville overleve helt til slutningen. Den spænding har man selvfølgelig ikke, hvis man kender filmen, men til gengæld var der tydeligvis mange blandt publikum, der glædede sig over at genopleve forskellige passager og replikker. Scenografien afviger givetvis fra filmens, men de muligheder, teatret rummer, blev udnyttet til fulde på ganske opfindsom vis, hvad enten der skulle kravles rundt på taget eller kastes lig foran togene.
Hvis man er i humør til en god gammeldags kriminalkomedie, er der absolut ingen grund til, at man ikke skal gå ind og se Plys og papegøjer. Man skal bare ikke forvente nyskabende, udfordrende teaterkunst.
