Flere nyheder

 
Litteratur
102 minutter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
102 minutter
Tir. 4. okt. 2005

Ligesom der hvert år omkring den 5. maj og den 6. juni udkommer et væld af bøger om 2. verdenskrig, må vi nok også vænne os til, at der hvert år den 11. september vil udkomme et udvalg af bøger om terroristangrebene på USA. "102 minutter" er en af disse bøger, men den udmærker sig ved at forsøge at beskrive forløbet for de mennesker, der befandt sig inde i World Trade Center da tvillingetårnene blev ramt.

Begge forfattere arbejder på New York Times, og de har brugt over to år på at interviewe pårørende til folk, der døde, da tårnene styrtede sammen, og overlevende som slap ud, samt at indsamle beskeder som blev sendt ud til omverdenen på telefonsvarer og e-mails. Alt dette materiale er blevet brugt til at sammenstykke et hændelsesforløb, som begynder klokken 8.46, da det første fly flyver ind i rutetårnet, og slutter 102 minutter senere, da nordtårnet styrter sammen.

Det er gribende læsning, det kan næsten ikke undgå at være andet, når man ved hvordan forløbet slutter. Man har lyst til at skrige så skynd jer dog ud til alle dem, som bare vil sidde og vente på at blive reddet, dem som ikke tør forlade arbejdspladsen af frygt for at miste en dagsløn, og dem som bliver i sydtårnet, for de er jo ikke i fare, eftersom det er nordtårnet, som er blevet ramt. Det er frygteligt at følge med i telefonbeskederne fra dem, som befinder sig over det sted, flyet har ramt, for man ved, at der ikke er nogen som helst måde, de kan blive reddet på.

Med 102 minutter forstår man, at det var helt ægte og ganske almindelige mennesker som befandt sig i World Trade Center den dag. Der skete massevis af fejl under redningsarbejdet, faktisk de samme fejl som sidste gang, der var et angreb på centeret, men ingen havde åbenbart lært noget fra sidste gang. Der bliver desværre ikke kommenteret på, om der så er sket ændringer i arbejdsprocedurerne og samarbejdet mellem brandmænd og politimænd efter den 11. september, det ville ellers være interessant at vide, om den frygtelige tragedie i det mindste havde forbedret samarbejdet mellem de to beredskaber, så man er bedre forberedt hvis eller når noget tilsvarende sker igen..

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Jim Dwyer & Kevin Flynn: 102 minutter - Den utrolige historie om kampen for at overleve inde i tvillingetårnene
Forlag: Aschehoug
Sider: 288
Udgivelsesdato: 09.09.2005
ISBN: 87-11-11872-5