Endelig er Søren Sætter-Lassen tilbage i en pragtfuld og altdominerende hovedrolle på det Kongelige teater: som den først lykkelige, så tyranniske og endeligt dybt angrende Leontes, kongen af Sicilien. Ved sin side har han sin uskyldigt forfulgte hustru, Hermione, der spilles af en blændende Sofie Gråbøl.
En lykkelig ægtemand overbeviser pludselig sig selv om, at hans hustru har en affære med hans bedste ven. Da denne ægtemand dog også er konge, er det i hans magt at dødsdømme både vennen, kongen af Böhmen, der hovedkulds flygter ud af landet, hans egen dronning og hendes ufødte barn, samt enhver der forsvarer hende for ivrigt. På ganske kort tid forvandler Søren Sætter-Lassen sig fra hengiven ægtemand til dybt plaget og jaloux tyran.
Dette afspejles i hele hans væremåde og mimik men også i hans påklædning: Fra den meget afslappede stil, hvor man som tilskuer først er i tvivl om, om han overhovedet er kongen, til det mørke jakkesæt da først han begynder at udøve sin magt. Ingen kan spille forsmået og hævngerrig som Sætter-Lassen, hvilket han beviste mange gange sidste sæson i små biroller. Hvor herligt, at han endelig får lov til at demonstrere sine evner gennem hele stykkets 2 timer og 50 minutter!
Også Sofie Gråbøl er ganske vidunderlig i sin dobbeltrolle som Hermione og hendes datter - to roller hun udfylder på fornemste vis på trods af den store aldersforskel. Det er næsten uhyggeligt, hvor ældet hun ser ud, da hun bliver hentet op af fængslet for at modtage sin dom. Men der er masser af andre fremragende skuespilpræstationer, især Birthe Neumann som kongens skarptungede revserinde, Paulina. Faktisk er det kun kongen af Böhmen, spillet af Peter Gilsfort, der stykket igennem forbliver underligt mekanisk og uinteressant. Det er meget uheldigt, eftersom han jo er katalysator for katastrofen. Kun da han optræder i forklædning overfor sin søn formår han at overbevise.
Indtil pausen er stykket en ophøjet tragedie, der ledsages af ganske enkel scenografi: store marmorsøjler der udgør Leontes slot. I anden halvdel, hvor vi pludselig befinder os i Böhmen, skifter stykket dog karakter, der er morsomme mellemspil, hvor humoren især frembringes af Kjeld Nørgaard og Martin Buch som en gammel hyrde og hans søn, der spiller en ubegavet bonderøv på den mest uventet elskelige måde. Scenografien skifter tilsvarende, og foran os har vi her en farvestrålende markedsplads med unge piger i meget farvestrålende og meget små kostumer, der hopper rundt og synger "Ein bisschen Frieden" - det kan godt være, det ikke er, hvad Shakespeare havde i tankerne, men det er faktisk rigtigt morsomt. Kurt Ravn, hvis første karakter, den samvittighedsfulde Antigonus, er blevet spist af en bjørn, genopstår her i skikkelse af en tysk smørtenor.
Vintereventyret byder både på dyb tragedie og en god portion humor, leveret af nogle af det danske teaters bedste skuespillere.
Se spilletider.Foto: Per Morten Abrahamsen
