Instruktør Tue Biering holder af tegneserier. Derfor forbliver den kampberedte "Europæerne" i Turbinehallerne også relativt ufarlig. Det kan genere, at en i udgangspunktet politisk forestilling ikke stikker dybere, men anskues den i instruktørens ånd - altså som en tegnet serie i ni dele om Europas indre kamp - er den først og fremmest god underholdning.
Scenen er Europas i bogstaveligste forstand græsbeklædte have med drivhus, grill og redskabsskur. Indholdet på ni kampscener strækker sig fra krigen i Troja med Morten Eisner som Agamemnon over Gustav Adolfs imperialistiske drømme om et 'Storsverige' helt ned til Frankfurt afsluttende med Slobodan Milosevics enetale foran tribunalet i Haag. Et tværsnit af de mange stridigheder og krige, der har splittet og samlet Europa gennem tiderne. Nu er der midlertidig våbenhvile, og det har givet anledning til at dramatisere virkeligheden.
Som gennemgående opslagstavle for de europæiske stridigheder står havegrillen, hvorpå der steges pølser, når englænderne kommer, og culottesteg, når de selvfede EU-patrioter er på banen. Stærkest er, da Ifigenias hjerte ryger over kullet. Eller da Lars Mikkelsen i skikkelse af sportsidioten Henry (med nummeret 5 på ryggen af spilletrøjen) nedlægger arvefjenden Charles Roi med hårdtslående tennisbolde. Hér rækker den franske konges fægtegear ikke langt! Og Charles datter Catherine tages som krigsbytte efter en ydmygende omgang med en grillet frankfurter. Tegneserieuniversets duelighed demonstreres til ug med kryds og slange.
Holdet, der yderligere består af Ditte Gråbøl i forskellige udgaver af den fornægtende urmoder, Helle Fagralid som altid yndig og/eller forførende kvindelighed, Kristian Holm Joensen som gæk og Mads Michael Wille som det tynde øl, er den direkte årsag til stykkets succes. De mange skift mellem svensk 'kräft' til 'kräftkalas', Duracellkanin, græske guder og helte, danske ligusterfascister, tyrolere, mordere og uskyldige soldater håndteres let og elegant, ligesom dialogen magter at skifte mellem højklassisk, underdanmarks og politikerciterende, uden at tråden tabes.
Et forfriskende, politisk-upolitisk indslag på den tørre, kongelige scene. Og hvis ikke man ser den for sin historiske bevidstheds skyld, så for scenografien, skuespillet, oplevelse, farverne, knaldene, svømmepølen, klicheerne.. ja, således kunne man blive ved.
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
