- Dag 1 af 2: Fredag d. 4. november 2005, Studenterhuset Aalborg.
Som alsidig metal-fan har det længe pint mig lidt, at jeg hidtil ikke har fået set et af de største bands inden for genren: Deicide. Sidst jeg købte en billet dem, aflyste de. Enkelte bekendte er gået så vidt som til at rejse til Belgien for at se dem. Så da jeg opdagede, de optrådte på Aalborg Metal Festival 2005, besluttede jeg mig straks for at drage gennem det halve land for at få den oplevelse i hus og forhåbentligt et par up and coming bands at se i tilgift. Samt kigge lidt til de øvrige arrangementer på plakaten; bl.a. et goth-modeshow og nogle CD-boder.
Med hensyn til opvarmningsbandsne, så blev det i det store og hele ved kategorien tyndt øl. De første to kom jeg for sent til at se, så dem skal jeg undlade at kommentere på. Men generelt steg bandenes evne til at spille tight markant som aftenen skred frem, så de var korrekt sorteret efter professionalisme. Måske kommer man til at høre mere til et bands som Callenish Circle, men de bands, jeg så tidligere på aftenen end dem, var der ikke mange krummer i. Nice try, drenge. Six Feet Under, der som frontmand har hedengangne Cannibal Corpses Chris Barnes på vokal, overraskede til gengæld utroligt positivt. Jeg havde aldrig hørt dem live, men havde til gengæld hørt at deres CD'ere skulle være ret dårlige. Bandnavnet er ganske velvalgt, for de lyder vitterligt som om de spiller fra en underjordisk position: ekstremt dybt og mudret. Barnes' brutale growl og skrig var et helt show i sig selv. Alt i alt et unikt og dygtigt gennemført koncept, der holdt vand hele vejen. Dem vil jeg holde øje med fremover.
Så nåede man endelig til aftenens hovedattraktion: Deicide. Bandet der havde fået en til at smide 350 kr. i entre og lige så meget i transport. Bandet der på arrangementets hjemmeside præsenteres som "et af dødsmetallens mest indflydelsesrige og kontroversielle bands gennem de sidste 15 år" og hvis forsanger beskrives som "inkarnationen af ren ondskab". Selv om jeg altid har taget bandets satanistiske budskaber og fremtoning med det gran salt, det skal tages med af et voksent og modent menneske, så må man til enhver tid medgive, at Glenn Benton faktisk kan se ret ond ud: Med sit lange sorte hår, middelalder-aristokratiske skæg, arrogante look og ikke mindst det brændemærkede omvendte kors i panden, kan man godt forstå at folk med hang til Vagttårnet og deslige bliver lidt frastødt. Forventningerne blev ikke opfyldt. Den mand der trådte frem på scenen mindede i sin fremtoning imidlertid mere om Krusty the Clown end om Satan: afdanket, fedladen og syg og træt af sit eget show.
Glen var tydeligt beruset; ja, faktisk var han stang-Bacardi. Det gik vist noget ud over, hvor tight de kunne spille, men havde det så bare været det. Flere gange sang han forkert og i mindst en sang gentog han bare den samme stump tekst flere gange. 2-3 gange annoncerede han, at de nu ville spille et nummer, de allerede havde spillet, og den ene guitarist måtte hen og rette ham. I nogle temmelig ensformige tirader mellem numrene blev diverse tidligere bandmedlemmer svinet til på det groveste, ironisk nok bl.a. for ikke at kunne spille sangene ordentligt, og os publikummer blev i det mest vulgære sprog belært om, hvor mange gange han havde haft kønslig omgang med vores mødre og så videre og så videre i den dur. Muligvis noget nogle mennesker ville kunne trække på smilebåndet over en enkelt gang, men mellem næsten hvert nummer? Nej, ikke jeg.
Et par gange trængte mishagsytringer fra publikum igennem baggrundsstøjen, og man hørte mellem sangene sproradiske "you suck!" og "get off the stage". Dette misfortolkede Glenn naturligvis blot, som om nogen rent faktisk synes, det var underholdende at stå og svine hinanden til, hvorfor han bare gentog sine platheder et par gange til. Om han er sprunget ud som alkoholiker, ved jeg ikke, men problemer med at drikke har han i hvert fald, for meget af det fadøl, han prøvede at få indenbords, spildte han, og den sidste trediedel af hver øl blev smidt i ansigtet på en af de forreste fans. Når han så skulle have en ny, stod han bare og råbte fornærmet op om det også, indtil noget back stage barpersonale skaffede ham nogle. Pinligt er kun et fattigt ord.
Som prikken over i'et har han klippet sit onde garn til en fjollet Prins Valiant frisure, hvilket i sidste ende er med til at trække koncerten op over dumpet, idet komikken herved blev tykt understreget. Forskellen mellem den inkarnation af ren ondskab, der optræder på Deicide-plakater, og den tosse der optræder til deres koncerter er større end mellem et sæt vilkårlige før- og efter-fotos fra TV-shoppen, og direkte lattervækkende. Heldigvis spillede de ikke så lang tid at ubehaget ved showet overskyggede den ufrivillige komik. Nu var jeg vild med Deicide, men ikke decideret fan af dem. Så mine knuste forestillinger led ikke til et psykisk knæk og fornægtelse, jeg blev bare underholdt på et andet niveau. Konklusionen er, at jeg indtil videre er færdig med at betragte Deicide som et seriøst indslag, men ivrig efter at høre mere til Six Feet Under. Farvel Glenn Benton, goddag igen Chris Barnes. Samt at man skal komme til tiden, når man giver 350 kr. for sin billet.
