|
|
Man kan heldigvis regne med Concerto Copenhagen og Garnisons Kirke hver jul. Hvor de plejer at svinge talenterne ca. midt i december, var der denne jul blevet plads på kirkebænkene lillejuleaften.
Concerto Copenhagen - i offentligheden hyppigst omtalt i diminutiv, CoCo - var forleden ude som le grand provocateur, da de opførte to af Bachs kantater, numrene 132 og 133, uden kor. Det sprøde kammerorkester, der trods sit hovedstadsklingende navn finder sine musikere i hele Øresundsregionen, er andet og mere end en samling spillemænd og -kvinder, ledet og dirigeret af vor tids mest excentriske og engagerede personlighed, Lars Ulrik Mortensen. De er et levende indlæg i musikforskningen. Og det er netop forklaringen på det "manglende" kor.
Nyeste Backforskning viser nemlig, at geniet næppe har haft et kor til sin rådighed, og derfor mener CoCos Lars Ulrik Mortensen, at det er mest korrekt således. Han truer endog med at give Bachs Juleoratorium samme behandling.
Optakten til et korløst Juleoratorium var altså de to kantater, der var besat med fire solosangere - sopranen Maria Keohane, alten Ann-Kristin Jones, tenoren Johan Linderoth samt eftermiddagens hit, bassen Håvard Stensvold.
Kantaterne er korte, klangfulde og ganske følelsesladede - det manglede da bare andet; Messias er på vej, og selv Adam i Paradis fyldes af (guds)frygt, som teksten lyder. Men trods veldrejet tekst, de helt rigtige omgivelser i den bedårende og akustisk fine Garnisons Kirke og programsat til lillejuleaften var det, som om hverken musikere eller sangere var helt med på den kristne forløsning og frelse. Måske de havde glemt at købe de sidste julegaver eller skulle skynde sig hjem til en glaseret skinke med grønlangkål, eller også er forklaringen den simple, at de ikke have øvet sig nok. Og øvet sig nok sammen.
De bløde Bachbuer strøg ikke nær så lystigt og sikkert over strengene, som de plejer, og selv førsteviolin Peter Spissky virkede usikker. Barokoboerne fik sammen med mesterens sublime orgelføring dog rettet lidt op på det samlede indtryk, og så skal det til trøst også indskydes, at publikums forventning om endnu en traditionsrig julesucces snød koncertens kvalitet et hak opad.
Norsk fund
Ann-Kristin Jones var øm og smuk i sine beskrivende og farverige arier, og hendes præstation overskyggede absolut sopran Maria Keohane, der manglede både indlevelse og vejrtrækning. Et godt gæt er, at sangeren havde julestress, og at det manifesterede sig i dårlig vejrtrækningsteknik og mere almindelig nervøsitet.
Et rent fund var til gengæld norske Håvard Stensvold, der faldt i den musikalske gryde som spæd - han er nemlig søn af Terje Stensvold. Den imponerende bas udviste stor kontrol over sit instrument, krop og stemmebånd, og det skal blive et forventningsfuldt gensyn at opleve ham igen i Rialto Teatrets Don Juan først i det nye år.
Kantaterne var korte, så CoCo havde valgt at lade hver kantate indlede med et længere musikhistorisk foredrag af Knud Ketting (who the h.. is Knud Ketting? Jo, han er såmænd Carl Nielsen-forsker og tidligere anmelder ved flere store dagblade. Relevant info, vi blev snydt for under koncerten). Udmærket taler, men nu taler erfaringen for, at taleren bør blive hjemme, så musikken kan tale for sig selv. Talt!
