Konflikten er klar: Kultursammenstød og knækket familiestolthed forhindrer det unge elskende par i at få hinanden. Og som i et andet dukkehjem ved vi ved tæppefald tre timer efter begyndelsen ikke rigtig, om løsningen falder ud til det moderne eller det traditionsriges fordel. Men vi både griner, klapper og holder vejret undervejs, mens krigen raser.
Begyndelsen af sidste århundrede. Jødinden Esther Levin har forlovet sig med etatsråd Hermings søn Jørgen. Han er ikke blot kristen, men også søn af en mand, der åbent har diskrimineret Levins herkomst. Hvad nu? Kan det unge par - og ikke mindst deres forældre - enes om giftermål, børneopdragelse og traditioner? Svaret er naturligvis nej, men et dramatisk rungende nej, smukt fremført af Ghita Nørby som fru Levin og John Hahn-Petersen som den forstokkede, jødiske patriark og Jesper Langberg som etatsråd Herming.
Der er humor og varme i Henri Nathansens nationalklenodie, og Kaspar Rostrups nyiscenesættelse har pudset arvesølvet nænsomt og vittigt med en instruktion, der bevarer detaljen. Det er i de små kunstpauser, vi mærker kulturen værke, og latteren kommer uventet som f.eks. når mor Levin byder sin forfløjne datter af anretterfadet "Prøv tungen, Esther - den er min egen" og grosserersønnen Jacob i skikkelse (!) af Nicolas Bro tumler storsludrende omkring med sit evindelige "Så lad dog barnet".
Konflikten er jo nærmest uløselig uden store ofre. Skal brylluppet stå i 'vores' eller 'deres' kirke, og skal børnene døbes? Mødet mellem familierne Levin og Herming i 2. halvdel af dramaet giver ikke endelige svar, men er derimod en opvisning i manglende dialog. Hæves det århundredgamle drama til makropolitisk niveau, bliver det jo næsten skræmmende aktuelt. Kun religionen er skiftet ud, ligesom stolthed i vores dage åbenbart kan knækkes af et par tegninger og ikke 'kun' af personlige fornærmelser.
John Hahn-Petersen erstatter en sygemeldt Jørgen Reenberg i rollen som gamle Levin, men det skulle blive Hahn-Petersens sidste rolle. Han døde i sin garderobe på Det Kongelige Teater dagen efter repremieren, og således blev det kun til en enkelt opførelse. Men den var til gengæld mageløs.
Også Det Kongelige Teaters publikum nærmest overgik sig selv. Der var uafbrudt hostestafet fra kl. 20 til 23, og som prikken over i'et kastede en stakkels syg dame op på 4. række, uden at der blev taget affære.
A night to remember...
Som en følge af skuespiller John Hahn-Petersens død må Det Kongelige Teater med beklagelse aflyse de resterende 18 opførelser af Indenfor murene på Gamle Scene.
Foto: Thomas Petri