|
Med film som "Jalla Jalla" og "Kops" er instruktøren Josef Fares kendt og elsket blandt sine mange nordiske fans for at få lattermusklerne på gled. I sin nye film "Zozo" bevæger han sig over i en anden og mere voksen boldgade - og det klæder den unge instruktør. Med "Zozo" er en svensk-libanesisk dyrket filmperle skabt!
Zozo er inspireret af den libanesisk-fødte instruktørs barndomsminder fra Beirut, men er dog ikke selvbiografisk. Kort fortalt handler filmen om den 10-årige Zozo, der vokser op med sin familie i slut-80'ernes borgerkrigshærgede Beirut.
Bomber i krig og i fred
For Zozo er krigen hverdag, og han går i skole og laver drengestreger med kammeraterne som enhver anden lille knægt. Om natten falder bomberne ned fra Beiruts nattehimmel, som var de libanesiske stjerner. Indimellem får familien kassettebånd fra Sverige, hvor farmor og farfar lever i fred og venter på, at Zozos familie får styr på deres dokumenter, så de kan komme derop og bo. Samme dag familiens dokumenter er klar, og de endelig kan forlade krigens kaos, skilles familien af bomber, og Zozo overlades til sig selv. Det lykkes Zozo at komme til Sverige alene, hvor farmor og farfar tager hjertelig imod. Men selv i Nordens fredelige lomme kan hverdagen for en libanesisk flygtningedreng blive kaotisk, og så falder bomberne igen bare inde i Zozos hovede.
Josef Fares på rette vej
Zozo er den unge instruktørs tredje spillefilm efter Jalla Jalla og Kops, og den første han selv har skrevet hele manuskriptet til. Han har selv udtalt, at denne film havde han altid drømt om at lave, netop fordi den er inspireret af hans eget liv. Af samme grund har hele processen været nervepirrende. Josef Fares har satset alt i udformningen af manuskriptet og fulgt sine instinkter selv ved de mærkeligste indfald. Som at lade Zozo søge råd hos en talende kylling, når verden er for forvirrende, som Fares selv gjorde som dreng. Josef Fares satsning og umiddelbarhed må siges at have båret frugt. Filmen går lige ind i hjertet, ikke fordi den viser krigens barskhed eller integrationsproblemernes konsekvenser, men fordi den giver dig lov til at leve i denne 10-årige hårdprøvede drengs verden. Fantasiverden som virkelige verden.
Drengen, der spiller Zozo, libanesiske Imad Credi, er et fund. Han er charmerende, overbevisende og dybsindig helt ind bag hans store sorte øjne. Han viser en lille voksen, der kæmper for at leve op til alle, ikke mindst sin elskværdige men alt andet end pædagogiske farfar. Farfaren, spillet af Elias Gergi, er ligeledes et fund og kunne ikke være spillet bedre. Faktisk skuffer ingen af nøgleskuespillerne i denne film. Disse skuespillerpræstationer kombineret med fantastiske billeder, ubeklagelig instruktion og en handling der i disse Irak-tider bliver endnu mere vigtig, får mig til at give filmen samtlige seks stjerner og min varmeste anbefaling. Som jeg indledte, vil jeg afrunde: en svensk-libanesisk filmperle er skabt!