Manon Lescaut. Abbé Prévosts 250 år gamle roman om det depraverede Paris i 1700-tallet udgør forlægget for en rokokoskøn forvandlingskugle af en ballet på Gamle Scene. Som noget helt unikt har Det Kongelige Teater fået tilladelse til at skabe ny scenografi til den 32 år gamle koreografi. Og det virker!
Lev stærkt, dø ung. Det kunne meget vel være Manons motto. Manon, hvis hengivenhed er til salg for pelsfrakker og dyre smykker. Og Manon med det stærke og stædige hjerte, der bliver hendes død. Man brænder nemlig ikke sådan uden videre den pekuniære overmagt af.
Repremieren på Kenneth MacMillans barske ballet understregede birollernes betydning for det voldsomme indre drama, forestillingen rummer. Julien Ringdahl dominerede scenen som Manons bror - og som et andet stykke legetøj spændtes hans spæde krop som en fjeder og satte kraftfuldt af, når pøblen skulle imponeres og adelen manipuleres. For slet ikke at nævne den lange og finurlige 'fuldemands pas des deux', han opfører sammen med yndlingsskøgen. Det må f... være svært både at spille beruset og samtidig drible med en balletpige.
Manon er kunst, dekadence og farveeksplosion. Scenograf Mia Stengaards svendestykke er et overflødighedshorn af puddekvastkjoler og æggende livstykker. MacMillans enke, der har givet særtilladelse til den nye scenografi, ville være stolt af sin beslutning, hvis hun så, hvordan rokokopjank, vildskab og kærlighed går op i en højere enhed på den gamle scene.
De store, følelsesladede pas des deux'er ledsages af udvalgte stykker Massenet. Og det Kongelige Kapels strygere demonstrerer endnu en gang, hvorfor de betragtes som landets fineste.
Se spilletider.
Foto: Henrik Stenberg
