|
|
Det kongelige teater har fået Line Knutzon til at sætte Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige" op i en moderne version sammen med Nikolaj Cederholm, og det har vist sig at være en glimrende ide. Stykket, der følger den udødelige Fosca igennem mere end 700 år, er både morsomt og dybt tragisk, og kan både prale med en nytænkende scenografi såvel som et hold fremragende skuespillere.
Alle mennesker er dødelige handler om Fosca, en italiensk adelsmand, der i slutningen af 1200-tallet drikker en udødelighedseliksir. Med et slag bliver han humanist, der med alle midler ønsker at samle alle folkeslag under en hersker, Karl V, så ingen behøver at bekrige hinanden mere. Snart opgiver han dog, desillusioneret over menneskets natur, og gennem århundrederne ser vi ham som opdagelsesrejsende, blandt indianere, som fransk nobelmand og midt i den franske revolution. Ikke overraskende viser det sig hurtigt, at udødeligheden er en forbandelse, for alle de mennesker, Fosca holder af, bliver ved med dø fra ham, og derfor er stykket på trods af de mange morsomme scener tragisk. Menneskene omkring Fosca kan ikke tilgive ham, at han skal leve videre, efter de er døde, og derfor er hans evighed dybt ensom.
Stykket indledes med en rammefortælling, hvor Fosca findes sovende i en teatergarderobe, og det er de tilstedeværende skuespillere, forfattere og filminstruktører, der befinder sig her - humoristisk og nådesløst udleveret -, der overtager rollerne som de forskellige folk i Foscas liv, mens han fortæller.
Det giver skuespillerne en fortrinlig mulighed for at vise et hav af forskellige facetter, som f.eks. Troels Lyby, der både er den ubegavede og uvillige kong Karl V, hærfører for italienske lejesoldater, intrigant tjener og den ynkelige kæreste til en uimponeret skuespillerinde. Søren Sætter-Lassen var især fremragende som den gnavne forfatter Sanier og som håbløs opdagelsesrejsende; mens Morten Suurballe var fantastisk som Martin Luther. Baard Owe, der som tigger overrakte Fosca eliksiren, høstede stor bifald som Foscas vrantne søn, der naturligvis snart var meget "ældre" end sin far, og den endnu ret ukendte Benjamin Kitter gjorde især indtryk som den franske kronprins Philip, der gik rundt med et herligt imbecilt ansigtsudtryk, kæmpestore ører og en holdning, der mest af alt lignede en flagermus, og i rollen som fransk revolutionær.
Kvinderne havde desværre ikke samme udfoldelsesmuligheder, eftersom det ofte var den samme kvindetype, der blev fremstillet, blot i et andet miljø, og derfor gjorde de ikke helt så stærkt et indtryk. Kun Birthe Neumann slog for alvor igennem i sine morsomme roller. Smukke Lærke Winther Andersen havde rollerne som kvinderne i Foscas liv -indtil de blev gamle og blev overtaget af Birthe Neumann. Mere end en gang skete denne forvandling så brat, at man som tilskuer blev helt overrasket; og det var en meget effektiv måde at illustrere tidens gang på. I et "liv" prøver han at spille gammel vha. sminkede rynker og gråhåret paryk; men da hans kone finder ud af sandheden returnerer hun døende hans kærlighedserklæringer med en forbandelse.
Scenografien er i høj grad værd at fremhæve, for den var virkelig opfindsom og gennemført. Et gigantisk lagen blev med et snuptag til en skvulpende båd, og utroligt nok virkede det. Bedst var dog krigshestene, en flok trojanske træheste, der blev skubbet omkring af Foscas fjender, alt imens han kæmpede mod dem. Det må have krævet en del koreografi at få krigerne til sådan at danse rundt med hestene i højt tempo med sværd og våben flyvende om ørerne.
Det er dog med rollen som Fosca, hele stykket står og falder; han er den røde tråd, der fører os op gennem historien, og hvis ikke han fungerer, fungerer stykket ikke. Heldigvis er Carsten Bjørnlund den helt rigtige mand til rollen, der udvikler sig fra krigerisk tyran over både filantrop og kynisk misantrop til en ægte tragisk helt. Der er en aura af noget overnaturligt og usårbart over hans skikkelse, hvilket understreges af, at han hele tiden (fysisk) bærer rundt på sine medskuespillere. Tøjet og håret skifter, men det er tydeligvis den samme mand, ligesom menneskene omkring ham dybest set også forbliver de samme, uanset hvilket land eller århundrede.
Alle mennesker er dødelige varer 2 1/2 time (inkl. pause), og det lyder af meget, men faktisk syntes jeg, tiden fløj afsted. Det er virkelig lykkedes for Knutzon og Cederholm at forvandle Beauvoirs til tider lidt tunge roman til et sprudlende drama.
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
