|
|
Den germanske koreograf Johann Kresnik går i rette med H.C. Andersen og har etableret balletshowstopperen 'Livet er intet Eventyr' som ekko af digterens eget udsagn 'Mit liv er et smukt eventyr, så rigt og lyksaligt!' Men levet liv er et og digtning noget andet - og det er denne dualisme, som skaber den indre spænding i forestillingen, der netop har gæstet Danmark fra Bonn.
Tager man en ældre, østrigskfødt koreograf med en vis faible for det politiske og interesse for det erotiske og sætter ham til at fortolke H.C. Andersen på scenen.. ja, så er der på forhånd dømt vanvid og freudiansk tilgang til kunsten. I halvanden time buldrer en uafbrudt række tableauer over Andersens liv og eventyr - og ikke mindst blandingen af de to - hen over Gamle Scene, og der tages fat om temaerne med hård hånd.
Den lille havfrue er omdannet til en 'Boxing Helena' med blodige, afskårne ben omviklet af en plasticpose og en scenemunter konkretisering af eventyrets beskrivelse af smerten, der gik "som knive op gennem kroppen" ved at have dumpet et helt skolekøkkens bestik ud over gulvet. Den lille Pige med Svovlstikkerne er en slags skøge, som lader sig skubbe fra mand til mand og langsomt får slukket sine svovlstikker som var det livets lys, der gik ud.. Det veritable misbrug af kvinder illustreres med indlagte scener fra bordeller, hvor den gamle digter udstilles som den voyeur, han var. Ikke-deltagende, men fascineret. Uerotisk, men plaget af sine kridtstreger som erindring om en heftig masturbation. Stregerne tegnes på vægge, huden på rygstykkerne og på tæppet, som luderne vikler om den unge Andersen.
Dansen overdøves næsten af larmen fra symbolerne og de mange blikskåle, bordtennisbolde, plastikdukker og barnevogne, der kastes ind på scenen fra forestillingens showtrappe. Underholdende og eskalerende vildere og vildere, men altid med samme betydningsbærende element. At digteren var skaber af, men også offer for sine eventyr. Han forblev et uskyldigt barn rent seksuelt og holdt sig anstrengt i barnets forestillingsevne for at kunne skrive de eventyr, som alligevel ikke helt var for børn. Børn overvælder i det hele taget forestillingens Andersen, ligesom hans tiltrækning af begge køn tematiseres ved pas des deux intermezzoer af Skyggen, som danses snart med en kvinde, snart en androgyn og snart med en rigtig machomand. 
Gæstespillet var meget europæisk og biografisk - kunsten udspringer af eros, og det er, som om Andersen bevidst har plaget sig selv med det sidste for at skabe rum til det første. I hvert fald hvis man skal tro Johann Kresniks fortolkning, som havde urpremiere i Bonns Opernhaus i december sidste år.
Foto: Thilo Beu
