Betty Nansens opsætning af Ibsens klassiker "Hedda Gabler", er nytænkende og kønsoverskridende og viser de gammelkendte roller i helt nyt lys. Rollerne er med en enkelt undtagelse blændende besat. "Hedda" er historien om en kvinde, der ikke tør leve livet selv og af kedsomhed giver sig til at lege med andres liv. Men også en kvinde der lever i en Sturm & Drang-fantasiverden, hvor selvmordet er en smuk og ædel udvej, som hun selv ender med at tage, da virkeligheden ubarmhjertigt trænger sig på. Det er Sonja Richter, der spiller den helt centrale rolle som den smukke Hedda. Men hvor Ibsens Hedda er en hård og manipulerende femme fatale, er Richters Hedda en manisk og fortvivlet om end temmeligt melodramatisk kvinde, der er fanget i et lidenskabsløs forhold, hun ikke tør bryde ud af. Det giver Hedda et helt nyt, tragisk skær og som publikum føler man langt mere sympati med hende end hos Ibsen. Hun ødelægger ikke bare menneskeskæbner af kedsomhed; hendes intentioner er forskruede men prisværdige, og da det viser sig, at verden ikke kan leve op til hendes idealer, tager hun selv den endelige konsekvens og skyder sig selv - "i skønhed", som hun siger. Men da der ikke er nogen, der nogensinde har haft brug for Hedda, er der ingen, der gider se efter, da hun er død, og det er usikkert, om det overhovedet går op for nogen.
Det er i besætningen af rollerne omkring Hedda, at Peter Langdal har vist sine visioners format. Kønsrollerne er blevet byttet om på de fleste, og vel at mærke på en måde, så man fornemmer en ide bag. Figurer, der i dag virker gammeldags og stereotype, får pludseligt nyt liv - således forvandler Nikolaj Kopernikus den stilfærdige dørmåtte, Thea, til en blød bøsse med morgenhår, mens gammeljomfruen, tante Julle, i Jesper Langbergs fortolkning bliver en herlig tantet og meget troværdig onkel. Heddas fjogede, verdensfjerne og ærligt talt utålelige mand, Tesman, spilles af Paprika Steen, og fremstår nu som en gennemsympatisk men komplet uforstående nørd, der bruger bryllupsrejsen i gamle arkiver, mens hendes unge kone keder sig bravt.
De nye homoseksuelle forhold mellem Tesse & Hedda og Theo & Løvborg er også med til at understrege det ufrugtbare og uholdbare heri: de eneste afkom, der kan komme ud af disse forhold, er intellektuelle værker - Løvborgs manuskript, der omtales som hans og Theos barn, og hvis ødelæggelse Theo kalder "barnemord", brændes af på scenen af Hedda i åben barnevogn, og Tesses notater, der næppe nogensinde ender som "hel", færdig bog. Kun da Tesse og Theo finder sammen, virker det sandsynligt, at et værk kan blive født og vokse sig stort.
Udover Hedda er det kun Brack, den usympatiske assessor, og Løvborg, det genrejste geni, der har fået lov til at beholde deres køn. Jeg må sige, at Løvborg, spillet af svenske Shanti Roney, var en stor skuffelse. Skulle det være manden, som Hedda har elsket så lidenskabeligt og for hvem den forsagte Theo forlod sin mand? Næppe! At han pludselig smed bukserne, fremkaldte ganske vist beherskede grin fra publikum, men smagte mest af tomt effektmageri. Oven i købet skulle man anstrenge sig en del for at forstå hans svenske, meget centrale replikker, hvilket til en vis grad vanskeliggjorde indlevelsen. Heldigvis viste han noget af Løvborgs intensitet og lidenskab efter pausen, hvor han fuld og fortvivlet vakler sin undergang i møde. Brack derimod oser i Tom Jensens skikkelse på formidabel vis af klæbrig og farlig seksualitet, som han med skiftende held prøver at påtvinge Hedda. Han ser sig selv som en legitim tredjepart i Heddas og Tesses ægteskab, og viser til slut, hvor langt han vil gå for at forsvare denne position.
Hedda kan - og bør! - ses på Betty Nansen frem til den 12. april 2006. Se spilletider.
Foto: Signe Vilstrup og Thomas Petri
