På Plan B kan man netop nu opleve en musikalsk danseodysse, der fører tilskueren tilbage til krigen i 1864 i hælene på en kvinde, der fortvivlet leder efter sin mand. Teaterstykket, der både er blodigt, absurd og komisk, er en lang demonstration af originale og veludførte ideer, scenografisk såvel som narrativt, og det er forbløffende, hvad de fire skuespillere kan opnå med så få virkemidler.
Året er 1864, krigen raser. Pludselig får Anne-Marie en klar fornemmelse af, at hendes mand, Gorm, er "gået i stykker", og derfor begiver hun sig til Dybbøl Mølle for at finde ham. Men Gorm er deserteret, og det eneste hun finder, er hans afsprængte benstump, som hun pakker ind og tager med sig. Herfra følger vi hendes jagt på resterne af Gorm, en jagt der bliver mere og mere absurd som tiden går. Imens præsenteres vi for en lang række besynderlige personager, kendte som ukendte, lige fra ligrøvere og bødler til H.C. Andersen.
På scenen er der fire skuespillere i et væld af roller: Tilde Knudsen spiller den stædige Anne-Marie, der på sin jagt efter Gorm - som hun også spiller - kommer hele riget rundt. For at demonstrere terrænets vanskeligheder kravler/vader/vælter hun rundt ovenpå sine medspillere, der snart er hav, klitter eller blodige lig på hendes vej, og det resulterer i nogen fantastiske dansescener, hvor man må imponeres over Knudsens smidige kropskontrol. Alt imens lyser den maniske beslutsomhed forpint ud af hendes ansigt. Undervejs får hun følgeskab af sin mands bøddel, Svenning, spillet med stor humor af Basse Dam, der forelsker sig hovedkulds i Anne-Marie. Skiftevis truende og bønfaldende trasker han efter vores hovedperson og erklærer hende sin kærlighed.
Martin Ammundsen forstår at vække stor latter i rollerne som Anne-Maries gamle mor, som en meget lidt kongelig kong Christian den IX, og ikke mindst som en ganske besynderlig H.C. Andersen, der under sin meget høj hat taler en uforståelig omgang russisk-android kaudervælsk, der ikke kan gengives på skrift. Måske er det et udslag af HCA-året, hvor de fleste vist endte med at få for meget af nationaldigteren, i hvert fald hades han af et godt hjerte af en overgearet aktivist, der ender med at kidnappe ham.
Det er dog Birgit Løkke, der efterlader det største indtryk. Som musiker og komponist står hun for det meste af den musik, der ledsager stykket; men herudover har hun også en række små men meget fine og humoristiske roller, især som den blinde musiker eller som dronning Louise. I rollen som Anne-Maries misfornøjede datter, Gudrun, kommer hun til at stille spørgsmålstegn ved hele moderens mission - og ved teaterstykket. Hun har slet ikke lyst til at se de rester, Anne-Marie kommer slæbende med, og da hun presses til at kigge ned i sækken, får hendes ubarmhjertige kommentar: "Det er ikke ham!" den udpinte kvinde til at vakle i et øjeblik, der er fyldt til bristepunktet med både tragik og komik.
Den meget minimalistiske form med så godt som slet ingen hjælpemidler stiller meget store krav til skuespillerne, der fuldt ud lever op til dette. Og heldigvis kender instruktøren Peter Kirk også genrens begrænsninger godt nok til ikke at strække stykket over en hel aften; men tværtimod at lade det glimte som en kort men helstøbt oplevelse på 5 kvarter. 1864 kan varmt anbefales til enhver, der har lyst til at bevæge sig lidt væk fra mainstream teatret og opleve alternativt teater, når det er bedst.