Gunnar Staalesen er med sin serie om detektiven Varg Veum blevet en af Norges mest læste kriminalforfattere, og nu udgives to af Veum-bøgerne som paperback: "Som i et spejl" og "Ansigt til ansigt". I begge bøgerne er der påfaldende paralleller mellem hændelser i fortiden og nutiden, og for at opklare nutidens forbrydelser, er Veum nødt til at grave op i fortidige synder, som ingen er særligt villige til at fortælle ham om.
Som i et spejl 
I 1957 kører en kvinde og hendes elsker ud over kajen i en tilsyneladende dødspagt. Da kvindens ældste datter, Berit Breheim, som voksen opdager, at hendes søster og dennes mand er forsvundet sporløst, frygter hun, de har gentaget tragedien, og henvender sig derfor til Veum. Samtidigt kontaktes han også af en kvindelig journalist, der følger efter et skib med en mistænkelig last. På en eller anden måde lader de to sager til at hænge sammen, og uanset, hvor Veum vender sig hen, bliver han ved med at støde ind i den gamle tragedie. Men det er ikke så nemt at optrævle en sandhed, der har været skjult i så mange år, og pludselig udsættes Veum selv for et mordforsøg.
Som i et spejl er en vellykket blanding af krimi og familiekrønike. Den forarmede og lidt ynkelige detektiv taler en gang imellem lidt for meget som en gammel amerikansk krimikliché, men når først man har vænnet sig til tonen, bliver han hurtigt meget sympatisk. Hans egen historie skimtes kun i glimt, der ofte henviser til tidligere sager i tidligere bøger. Historien hænger godt sammen og giver et fint nuanceret indblik i en betændt familie, hvor tilgivelse er et fremmedord. Selve rederihistorien har svært ved at leve op til dette og kunne for min skyld godt undværes, om end den er med til at skabe spænding. Staalesen forbeholder sig ret til på de allersidste sider at give os oplysninger, der vender op og ned på hele intrigen, hvilket altid er lidt frustrerende; men da Veum er i samme sko, virker det alligevel forholdsvist godt i denne krimi.
Ansigt til Ansigt 
Da Veum kommer tilbage fra en opgave, finder han en død mand i sit venteværelse. Hans enke har en ide om, at den døde ønskede at undersøge et formodet selvmord 14 år tidligere, og Veum begynder derfor at grave i sagen. Sporene fører tilbage til et venstreorienteret kollektiv i 1970erne, der åbenbart var sprængfyldt med både erotiske og politiske konflikter. Alle faldt de for den smukke Hildegunn, både mænd og kvinder; men da hun døde, var de først og fremmest lettede. Men selvom der var et afskedsbrev, fandt man aldrig Hildegunns lig, og snart er der tegn på, hun måske ikke frivilligt kastede sig i havet. En gammel incestsag dukker op side om side med IRA-trusler, og det virker helt umuligt at få alle de løse ender til at gå op, indtil Veum besøger en tidligere børnehjemsforstanderinde.
Sagen er fængslende, og portrætteringen af 70ernes tabte idealer er skarp og nådesløs. Kollektivet er som en incestuøs storfamilie, hvor alle på et tidspunkt har været hinandens elskere, og det gør plottet komplekst og meget svært at gennemskue. Alle har noget at skjule, og da man ikke kan stole på nogen af dem, bliver Hildegunn den eneste, man har sympati med, især da hendes ulykkelige barndom afsløres. På de sidste sider bliver der dog denne gang vendt så meget op og ned på det hele, at det er lidt svært at sluge.
Gunnar Staalesen: Som i et spejl
Forlag: Vindrose
Sider: 287
Udgivelsesdato: 14.02.2006
ISBN: 87-7456-703-9
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Gunnar Staalesen: Ansigt til Ansigt
Forlag: Vindrose
Sider: 293
Udgivelsesdato: 14.02.2006
ISBN: 87-7456-700-4 Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
