Flere nyheder

 
Teater
W

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
W
Tor. 23. mar. 2006

Mungo Park festival på Svalegangen.

"W" er den halvt faktuelle, halvt fiktive og helt morsomme historie om George W Bushs ungdom. Publikum inddrages fuldt ud i forestillingen, ikke som aktive skuespillere, men mere som statister i tilhørerskaren.

Historien er morsom, spændende og lidt uhyggelig, i og med at den udstiller det faktum, at uanset hvem du er, og hvad du siger og gør, så har du mulighed for at nå til tops i politik, når bare du fortæller, at du tror på gud.

Forestillingen er tempofyldt og som publikum kan man godt miste pusten over al den ageren frem og tilbage både på scenen og ude blandt publikum. Først og fremmest er forestillingen dog styrtende morsom; replikkerne, drukscenerne, den dansende Bushfamilie og ikke mindst det geniale i at bruge Jørgen de Mylius' stemme til at fremlægge valgresultaterne i bedste Melodi grandprix stil er simpelthen uovertruffent. Denne forestilling kan instruktøren Rune David Grue være rigtig stolt af.

Samtlige skuespillere i stykket er fremragende, især er det imponerende, at Mikkel Arndt i rollen som W formår at give rollen både dybde og nuancer, således at man faktisk kan sidde og føle sympati med en mand, som ellers på fjernsynet oftest fremstår som jordens største tumpe. Rikke Bilde er yderst troværdig i rollen som Laura Bush og klarer såvel rollen som stille mus og rasende hustru. Nils P. Munk og Maja Frederiksen ses i rollerne som George og Barbara Bush. De klarer det begge rigtigt godt, især er effekten med at lade Barbara gå rundt blandt vælgerne og byde på småkager rigtig god, mens faderens dialoger med sønnen ikke altid virker overvældende troværdige.

Advarsel: Efter at have set forestillingen kan man opleve en overvældende trang til at se gamle filmklip fra taler George W Bush har holdt. Folk der får det sådan, har mulighed for at muntre sig lidt på bushisms.com.

W kan ses på Svalegangen fra den 21. marts til 1. april. Se spilletider

Foto: Palle Steen Christensen