Det kongelige teater har sat Tennessee Williams klassiker, "Kat på et varmt bliktag", op med Trine Dyrholm i hovedrollen som den forførende men ikke særligt skarpkloede kat, Maggie, og Anders W. Bertelsen som hendes mand, Brick, en desillusioneret dranker på krykker. På trods af en lang række skuespillere, der alle lever op til deres ry, forbliver personerne stereotype og stykket, der vist har fået mest omtale pga. Ghita Nørbys, Jørgen Reenbergs og Kim Bjarkes sene afbud, virker sørgeligt klichéfyldt.
I stykkets nutid er hele familien samlet omkring den kræftsyge men fanden-i-voldske Big Daddy på hans fødselsdag; men gensynet er ikke glædeligt, for fortiden er fuld af skyld, nag og bebrejdelser. I centrum står yndlingssønnen Brick, en bitter alkoholiker, og hans smukke kone, Margaret. Broderen Gooper, der altid har stået i Bricks skygge, arbejder sammen med sin kone, fødemaskinen Mae, energisk på at vende Big Daddy mod Brick, så han alene kan arve faderen efter hans forventede snarlige død. Men jo mere, Gooper presser på, jo mere insisterer faderen på at finde ud af, hvad der har forvandlet hans yngste søn til kynisk dranker, hvilket fører til nogle af stykkets stærkeste scener.
Anders W. Bertelsen gør det fremragende som den gnavne Brigg, og især i de små detaljer, som hans evindelige tørren fingrene af i nakken, når han har taget en isterning eller i hans hårdnakkede venten på "det lille klik", viser han stor humor. Som tragisk figur er han gribende, og hans manglende evne til selv at gøre noget ved sine problemer, understreges af hans hjælpeløse position, når han humper rundt på krykker efter endnu en drink. Også Trine Dyrholm er glimrende som Maggie, om end jeg savner lidt mere temperament og hvæssede kløer. Det er naturligvis hende, der er katten på det varme bliktag - omgivet af en intrigant og nedladende svoger og svigerinde, en liderlige svigerfar og en vred, afvisende mand prøver hun desperat at redde sin mand, sit ægteskab og sin del af Big Daddys arv.
Henrik Koefoed og Bodil Jørgensen er omend karrikerede, både irriterende og overbevisende som ægteparret Gooper med et hav af uopdragne unger, og Troels II Munk, der i sidste øjeblik trådte til som afløser for Henning Jensen (der allerede selv afløste Jørgen Reenberg) er ikke fri for karisma i rollen som Big Daddy, selvom han nok er den største amerikanske kliché. Big Mamma derimod gør et temmeligt fladt og intetsigende indtryk i Kirsten Olesens skikkelse; man kan kun ærgre sig over, at vi ikke fik lov til at se Ghita Nørby i rollen. Til gengæld kan man nyde Ole Ernst i den lille birolle som den hostende Pastor Tooker.
Selvom stykket til tider er lidt trivielt og problematikken om den forbudte homoseksualitet virker forældet i dag, opvejes det langt hen ad vejen af de gode skuespillere. Og det siger jo heller ikke så lidt om hverken skuespillerne eller instruktør Lars Kaalund, der ligeledes trådte til i sidste øjeblik i dette så katastroferamte stykke, at slutresultatet faktisk er ganske hæderligt.
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
