|
Ekstravagant, ja, det kan man vist roligt kalde de tre vidt forskellige koreografier, som afslutter Det Kongelige Teaters balletsæson under den samlede titel Extravaganza. De store temaer som kærlighed, menneskelige relationer og indvandring er på dagsordenen, og man går betydeligt rørt fra salen.
Hvis kultur på nogen måde kan være et indlæg i samfundsdebatten, må franske La Stravaganza anbefales. En tung koreografi om indvandring - og den stærke visualisering af to kulturer, der nok interfererer, men aldrig integrerer, er et knytnæveslag i hovedet på alle de gode intentioner.
Gruppe mod gruppe fremtræder hhv. Vivaldis naturdansere og de ambiente 'intrudere'. Selv ikke individuelle pas des deuxer kan hjælpe integrationen på vej. Grupperne forbliver grupper; forbliver fremmede for hinanden. Inden for børnelitteraturen er Stravaganza en hemmelig orden af rejsende, og det er nærliggende at tro, Angelin Preljocaj med sin særprægede koreografi har ønsket at vise det åndsfællesskab, som alle nytilkomne må dele - at de altid er og vedblive med at være betragtere og de betragtede.
Anderledes håndfast er den kinesiske Colour of Love, der har urpremiere på Gamle Scene. Hvorfor det lige er, at stykket skal førstegangsopføres herhjemme, gives der ingen forklaring på, så det må tilskrives et ualmindeligt scoop. Tonesproget er alt andet end internationalt. Den unge komponist Wei Du har sammenflettet et knipsende lydtæppe af kineserier, som akkompagnerer kærlighedens livscyklus på den mest intense vis. I en ekspressiv dans fortælles eventyret om den unge, hvide kærlighed, den gul-grønne ungdom med jalousi og skiftende (danse)partnere samt den purpurrøde, lidenskabelige kærlighed, som kendetegner voksenlivet. Den Kongelige Ballets solister synes at kunne identificere sig med den asiatiske kærlighedsfortolkning, og dermed bliver integrationen af det danske og det kinesiske komplet!
Som et mikrokosmos flankeret af livets store sager står aftenens teknisk fineste koreografi, Polacca, der nok ligger midt mellem de to øvrige, men alligevel synes at opsummere hele Extravaganzas pointe. Gennem en serie af pas des deuxer med seks af landets bedste solodansere tegnes de mange mulige - og umulige - relationer, mænd og kvinder kan indgå i. Caroline Cavallo og Kenneth Greve skal fremhæves særligt for at give illusionen af et personligt engagement ud over det sædvanlige, selvom det er Silja Schandorff, der høster størst bifald.
Tilbage står kun at nævne, at Chopins Polonaise (Polacca er sådan set bare Polonaise på italiensk..) med fordel kunne være spillet på et finere instrument end orkestergravens hakkebræt af et klaver, når nu de gjorde sig så umage og let på tå oppe på scenen. På samme måde kan det undre, at man heller ikke har besværet sig med at skaffe de rette musikere til at fremføre Wei Dus dugfriske nykomposition med et levende orkester, men satsede på stereoanlægget. Tekniske detaljer, der nok skæmmede, men aldrig forvrængede.
Se spilletider.Foto: Henrik Stenberg