| |
Med kræfter som Jokum Rohde, Kasper Bech Holten og Mikkel Harder i spidsen, var forventningerne til Det Kongelige Teaters nye udendørsforestillingen "Thor" ganske store. Det er en anderledes eftertænksom Thor, vi støder på her i Lars Boms skikkelse, der er ambivalent overfor sine krigertilværelse og uden tøven ofrer sig for at frelse verden. Med et meget fornemt ensemble fører Det Kongelige Teater sit publikum ind i den nordiske mytologis mørkeste stunder, og når hestene tordner forbi og krigslarmen genlyder over hele Ulvedalene, er det meget nemt at lade illusionen svøbe sig om én sammen med det tiltagende mørke.
Thor spås af nornerne, at enten han eller hans bror Balder snart skal dø og at Ragnarok er nært forestående. Selvom Odin proklamerer, at Ragnarok er aflyst, går den første del af profetien snart i opfyldelse, da Balder dræbes af en trold, og Thor tager nu til dødsriget for at hente Balder tilbage til det store slag. Dødsgudinden Hel elsker Thor og går derfor med til en byttehandel; men hun har også lavet en aftale med jætterne sammen med sin far, Loke, og snart står Valhalla overfor sin uigenkaldelige undergang.
Lars Bom spiller hovedrollen som krigerguden, der mest ligner en overtattoveret rocker til hest. Han ved, at hans tid er omme, og at han er nødt til at ofre sit liv for at verden kan leve videre. Han må derfor også tage afsked med de to kvinder i hans liv, hans kone Sif (Trine Pallesen) og Valkyria (Stine Prætorius), der i hans fravær må kæmpe side om side for at forsvare Valhalla. Gemt under kulsorte lokker er Trine Pallesen næsten uigenkendelig som den smukke gudinde, der ægger Midgårds herskere til krig for at befolke Valhalla med faldne krigere. Charlotte Munck er både forførende og skræmmende som den viljestærke Hel, der er villig til at lade jorden gå under for at få Thor for sig selv. Balders rolle blev udfyldt fint af David Owe; men desværre blev hans afsluttende tale så klichéfyldt, at det var svært at tage ham alvorligt som fredens budbringer.
Med et ensemble på over 200 mand er det umuligt at gøre alle skuespillerne retfærdighed, men den, der efter min mening, overgik alle de andre, var Morten Suurballe som den dæmoniske forræder Loke. Hans stemme dryppede af gift og bitterhed, mens han afleverede sine knivskarpe og ofte meget humoristiske replikker. Hvor en del af skuespillerne led lidt under den store afstand til publikum, der forståeligt nok vanskeliggør et subtilt og nuanceret spil, formåede Suurballe at levere sin mangefacettede figur uden overspil. Herudover skal Anne Lise Gabold fremhæves for sin formidable præstation som Ældekonen; umælende men med meget talende dansetrin overvandt hun selve Thor i en scene, de fleste sikkert genkender fra tegnefilmen Valhalla.
Helt mislykkede var dog de påklistrede scener med troldene Klumpe og Tumpe, der udførte platte klovnerier. Den ene blev oven i købet med en omskrivning af den nordiske mytologi Balders banemand, hvilket virker helt unødvendigt; men herudover bidrog de kun til at trække tiden i langdrag - ganske overflødigt, når stykket allerede er 2 1/2 time langt. Måske var det et forsøg på et børnevenligt indslag i stykket, der måske er lidt for voldeligt til små børn. I den sammenhæng kunne man også ønske sig, at stykket startede tidligere; på den anden side var det meget effektfuldt, at himlen var blevet helt mørk, da Ragnarok brød ud.
Det var Christian Friedländer, der med sin scenografi havde skabt det mytologiske landskab i en blanding af nordisk og østerlandsk stil, og det var meget imponerende, både i kraft af sin størrelse og sin gennemførthed. Meget charmerende var det også, at der var fundet plads til koret i et af husene, så de var upåfaldende men synlige under hele stykket. Af og til fik de lov til at indtage scenen, som f.eks. i dødriget, hvor de stavrede jamrende rundt som hvileløse døde, hvilket
Hvis vejret er til det, bør man ikke snyde sig for den helt specielle oplevelse, et udendørsteater altid er, især ikke når det er så spændende som Thor.
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
