Flere tekniske fejl tilgives, når det er under åben himmel, den smutter. Så selvom danserne fra Den kgl. Ballet ikke altid var så koordinerede i deres synkronsvømning dér på bunden af lufthavet i Grønnegårds Teater, var de fire små stykker hver en stjerne værd.
Et noget umage program, eklektisk plukket fra Den kgl. Ballets repertoire, skulle vise sig ganske effektivt. Som et bedre bryllup med nyt, gammelt, gråblåt og lånt. Lånt var scenen og de uvante omgivelser i Kunstindustrimuseets have i Bredgade, gråblå var kostumerne til den organiske 'Nomade' af Tim Rushton, tre ud af fire stykker var forholdsvis nye - kun Bournonvilles Napoli har mere end 160 år på bagen.
Kristoffer Sakurai og korpsets darling Silja Schandorff lagde ud med en lille håndfuld Beatlessange som soundtrack til en ongoing pas des deux. En reminiscens fra koreograf John Neumeiers første møde med en forårskåd København samme årti, som Liverpooldrengene for alvor slog igennem. Vibrerende, fortællende dans, som sagtens kunne tåle et gensyn, og hvor Sakurai blev selve inkarnationen af kød og blod fra 'solens rige' som frontfigur i åbningen til 'Here comes the sun'.
Andy Warhol ville have nydt Tim Rushtons monotone og dog stringente Nomade. De menneskelige maskiner pumper nemlig på livet løs i en lang DNA-kæde af biologi, som afløser biologi. Et eksperiment, der lykkes, med en målrettet udtryksløs Tina Højlund i en slags anti-parløb med Mads Blangstrup.
Efter at have pauseret med den korte 'Ønsket' og inhaleret Caroline Cavallos formidable skuespiltalent, der næsten overskygger den pletfrie, tekniske præstation, blev programmet afsluttet med grand old man Bournonville. 3. akt fra Napoli er heldigvis den mindst kedelige, og efter en høflig pas des six kom endelig den anno 1846 vovede tarantel. Edderkopperne hvislede i tamburinerne og løvet i træerne over publikums hoveder ligeså. Det er da ømt..
Se spilletider.
Foto: Henrik Stenberg
