Hvis ikke man kan være en god original, kan man da altid stile efter at blive en anstændig kopi. Det synes at være mantraet for mange af de rejsebøger, som er udkommet i en lind strøm de seneste mange år. Formen er den samme: En dansk forfatter, lektor eller professor følger troligt i hælene på en - eller flere - af de virkeligt store. I 'At rejse er at skrive' drejer det sig om blandt andre Holberg, Blixen og V. Jensen.
En ny slags biografisk læsning er genopstået - nemlig den at traske i fodsporene på forsvarsløse, typisk afdøde, forfattere og udlevere deres (formodede) psykologi tilsammen med en hudfletning af deres værker. Første antagelse om de hér beskrevne 10 forfattere afsløres i titlen, nemlig at deres rejse har været inspirationskilde og derfor må have haft en afgørende indflydelse på personlighedsudviklingen. At rejse er at skrive er en litterær kommentar til H.C. Andersens kendte motto "At rejse er at leve", hvoraf den sidste er forudsætningen for det første. Det er jo ret beset ikke alle, der skriver, bare fordi de drager uden for landets grænser. Men det er selvfølgelig heller ikke alle, der evner at sanse livet, bare fordi de har indløst billet til andre breddegrader.
Nuvel. Meget kunne siges om det ujævne i en antologi, men sådan må det nødvendigvis være, når 10 danske litterater og lektorer skal profilere sig selv gennem fortolkning af genier. Det er sgu i orden, og læseren må selv evne at navigere i de meget forskelligartede indlæg, der mestendels angår fortidens talenter som Blixen, Holberg og V. Jensen, men heldigvis er også Thomas Boberg og Jørn Riel repræsenterede. Sidstnævnte er bl.a. berømmet for sine skrøner fra Grønland, hvor han boede i ti år, og derfor kan det diskuteres, om der er tale om kategorien 'en rejse.'
Mest spændende er Holbergs rejser til fods. Fem store rejser blev det til mellem 1704 og 1726, og man antager, at det løb op i 2.000 km på apostelens heste. Undervejs på sin store romanske rejse fik han raget både diarré i Paris og malaria på ruten mellem Marseille og Genua til sig. Om det så er fakta eller fri forfatterfantasi, at Holbergs skib blev angrebet af sørøvere i Roms havneby Civitavecchia vides ikke..
Bang og Blixen er med nærmest som identifikationen af rejsen som en flugt. Bang fornærmer den preussiske kejserfamilie og turer rundt i både Berlin, Wien og Prag, hvor han tillige jagtes for sine seksuelle tilbøjeligheder, der er for meget for bedstborgerligheden overalt, hvor han forsøger at være menneske. Også Karen Blixen står ansigt til ansigt med grundvilkåret 'at være menneske', når hun møder sin sorte original. "Hvem er jeg saa, naar jeg ikke længere er den Person, som jeg hidtil har gaaet og gældt for? Da maa det nærmeste Svar blive: et Menneske. Som et Menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive Mennesker. For mig var denne Oplevelse en slags Aabenbaring, ikke bare af Verden, men af mig selv."
Der er mere guld i antologien. Henrik Nordbrandt forhold til den danske vintermørke, Johannes V. Jensens relation til Norge og Afrika og Sydamerika oplevet gennem Thomas Boberg, for hvem det at være 'rejsende' er blevet en kronisk tilstand. Så må vi bare håbe, han fortsætter med at skrive.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Poul O. Andersen og Knud Michelsen (red): At rejse er at skrive
Forlag: Gyldendal
Sider: 236
Udgivelsesdato: 31.05.2006
ISBN 87-02-03319-4
