Flere nyheder

 
Teater
AlineAlene

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
AlineAlene
Tor. 31. aug. 2006

Efter at have optrådt med forestillingen i Polen og Finland fik AlineAlene endelig Danmarkspremiere på Granhøj Danseteater i Århus den 29. august. Palle Granhøj er koreograf på forestillingen, og det er hans stil at gøre knapt så meget ud af historien, som ud af følelsen forbundet med dansen. Denne gang er der dog gjort lidt mere ud af at fortælle en historie, nemlig historien om Aline Sanchéz Rodriguez, alligevel skal man ikke regne med at se et slags dansende skuespil, forestillingen skal stadig mest mærkes, føles og fornemmes og ikke så meget forstås.

Aline Sanchéz Rodriguez er en cubansk danser, som Palle Granhøj mødte på Cuba og overtalte til at komme til Danmark. Hun er tidligere balletdanser og viser blandt andet en meget morsom udgave af Nøddeknækkeren. Hun viser, hvordan hun har udviklet sin dans fra ballettrinene til moderne dans, hvor man både fornemmer cubanske og afrikanske rytmer. Udover at være en fantastisk danser, synger hun også rigtigt godt, og så er hendes livsglæde og glæde over dansen så håndgribeligt, at man fysisk kan mærke den.

Første del af forestillingen er langt den bedste, måske fordi der tales engelsk og det derfor er til at forstå, hvad der foregår. I anden del foregår det hele på spansk, og historien glider noget ud til fordel for flotte dansetrin og melodiøse sange. Første del virker til gengæld meget improviseret i forhold til anden del. Under alle omstændigheder er det oplevelsen af rytmerne og dansen, som er inspireret af mange forskellige stilarter, som er sat i højsædet.

AlineAlene er en del af Granhøjs tilbud i forbindelse med dette års festuge og forestillingen kan opleves på Granhøj dans fra 29/8-8/9 undtagen den 1/9. Forestillingen begynder klokken 20.00 undtagen i festugen, hvor den begynder klokken 19.00. Forestillingen varer ca. 1,5 time.

Se spilletider.
Photo credit: Per Victor