CaféTeatret indleder deres nye sæson med Julie Thor Fryds sorte tragikomedie Rum|muR. Selvom der er plads til forbedring, er det overordnet et rigtigt morsomt, underholdende og til tider uhyggeligt stykke om ensomhed, jalousi og rummelighed. Det er personernes tragedie, at ingen af dem formår at leve et frit, ubegrænset liv men bygger mure for hinanden, som de lader sig fange bag.
En arkitekt flytter ind i en toværelses lejlighed hos en ældre udlejer; men det viser sig hurtigt, at det ene værelse er en massiv klods. Man kan kun undre sig over, at han - som arkitekt - ikke opdager det, da han besigtiger lejligheden; men dette lille brud på logikken er nødvendigt for resten af handlingen. Han flytter altså ind i det ene værelse, men inden længe begynder han at høre lyde fra klodsen, og snart får han natlige besøg af en mystisk kvinde, hvis skæbne lader til at være forbundet med den ominøse klods.
Stykket indledes med en nusset Ole Westh-Madsen, der danser med en brudekjole, mens han synger It's now or never. Scenen burde være uhyggelig og gribende, men af en eller anden grund fænger den ikke rigtigt. Herfra går det dog op af bakke, og Westh-Madsen er fortrinlig i rollen som husejeren, der snart virker dybt forstyrret og paranoid, snart ensom, forpint og ulykkelig og i enkelte scener som en opmuntret bejlser, kæk og med en blomst i hånden.
Frank Thiels arkitekt er mindst lige så idiosynkratisk som West-Madsen, når han går og svinger med armene for at markere imaginære døre i sit ene værelse, som han snart forvandler til en 5-værelses lejlighed. Det må have taget noget tid at få de døre til at sidde så meget på rygraden, at han ikke misser en eneste. Men alligevel virker han lidt, som om han har sat sig mellem to stole: Skal han være den 'normale' modpart til den sindssyge udlejer, eller skal han være lige så besynderlig? Selvom Thiel gør det rigtigt godt, føler jeg, figuren ville vinde ved enten at være mere tør og underspillet eller mere karikeret og gal.
Den tredje og sidste skuespiller i dette mini-ensemble er Anne Birgitte Lind Feigenberg, Thiels natlige gæst. Hendes fremtoning med det ligblege ansigt, det viltre røde hår, de mælkede øjne med deres bittesmå pupiller og den laksefarvede flæsekjole er meget vellykket, og signalerer tydeligt for tilskueren, at hun må være et spøgelse, længe før det går op for arkitekten. Det understreges også af hendes synkrontale, der dog led under, ikke at være særlig synkron. Det er en detalje, der forhåbentlig bliver rettet op på, efterhånden som sæsonen skrider frem.
Det er samspillet mellem disse tre, der er stykkets kerne; egentlig handling er der ikke meget af. Det, der driver stykket frem, er spørgsmålet om, hvem kvinden er, og hvordan hun er død - selvom man som tilskuer har en ret god ide om det. En stor del af dets styrke ligger i den absurde humor, det giver udtryk for, og Rum|muR er heller ikke fri for at være ganske uhyggelig i enkelte scener. Især når alt lyset slukkes, og man pludselig sidder i bælgravende mørke, føler man sig udsat, også som publikum. Det er en af de ting, teatret kan, og når man pludselig på de forreste rækker får røg og støv i ansigtet, oplever man, at det ikke kun er muren på scenen, der ganske energisk bliver revet ned, men også muren mellem skuespiller og tilskuer.
Se spilletider.
Fotograf: Henrik Friis
