Vores lille andedam blev nærmest invaderet af svaner, da Bolshoiballetten nyligt gæstede Operaen med 38 tutuklædte eksemplarer af nationalfuglen. Balletten Svanesøen kræver traditionelt kun 24 af slagsen, men de har jo dansere nok at tage af i Bolshoi, så yderligere 14 styk havde slået følgeskab med det imponerende kompagni, som ledes af Alexei Ratmansky, der kender den kongelige ballet indefra.
Da man i 1700-tallet udforskede Australien og dér stødte på en sort svane, måtte antagelsen "alle svaner er hvide" forkastes, og grunden til filosof David Humes erfaringsfilosofi var lagt. Man gør sig jo erfaringer, der fører til erkendelser, som gør klogere, pointerede Hume. Og aldrig havde man troet det muligt, at knap 40 balletdansere kunne danse lige, eller at en enkelt fouetté-pirouette kunne turnere 32 gange. Hos et dansk balletkompagni, forstås..
Men russerne fra Bolshoi gjorde det dansk/skånske publikum erfaringerne rigere med opførelsen af en overmenneskelig, ja vel nærmest maskinel Svanesø. Præcision, der får vores egen, berømmede ballet til at ligne et vestjysk kompagni. Taktfasthed, der mindede os om, at russiske dansere nok får tæsk med deres nationale pendant til en våd, sammenrullet Berlinger, hvis ikke den sidder lige i skabet! De hvide svaners sitrende og dunlet skælvende pas de quatre var af en anden verden, og den efterfølgende, store vals raffineret som krystalhvidt sukker.
Man kunne denne aften være stolt af, at Det Kongelige Kapel har landets bedste strygere, for Tjajkovskijs musik er en bærende del af Svanesøen. Jon Gjesmes violinsoloer klarede skærene under ledelse af Pavel Sorokin, og det harpeakkompagnerede heltindetemaet i melankolsk mol tryllebandt os til fortællingen om ideal kærlighed, der spoleres af den rå virkelighed - eller var det omvendt?!?
Oprigtigt talt var det en noget mudret fortalt version, som fløj over scenen. Troldmanden var gjort til en nærmest sfærisk skygge, og prinsen selv et drømmende fjols uden forbindelse til virkeligheden; manifesteret i en uskøn sammenblanding af drømmesyn og realtid. Koreograf og iscenesætter Jurij Grigorovitj har pillet ved forestillingen ad for mange omgange og udvisket de dramatiske spændinger, så lægmænd blandt publikum var lidt mere på den end egentlig med på den.
Hovedrollesolisterne Maria Alexandrova og Sergej Filin var stjerner for en aften, men som i alle eventyr var det hofnarren, der stjal billedet. Spændt hårdt op med momentane energiudladninger udgjorde narren den russiske nerve, man retmæssigt kan forvente, når et af verdens ældste, dygtigste og mest sagnomspundne balletkompagnier efter 50 års pause gæster Danmark.
Alligevel er det betryggende, når Bolshois balletmester Alexei Ratmansky, der har trådt sin ungdoms tåspidssko hos Den Kongelige Ballet, i et interview udtaler, at han ønsker at føje nogle af de mere moderne ballettrin ind i kompagniet - George Balanchine og John Neumeier nævnes - for den tunge, klassiske romantik, som Svanesøen er overhængt med, gør ikke udelukkende Bolshoi ære, men tilfører det også et strejf af bedagethed og "has been".
