Flere nyheder

 
Litteratur
Snegleben

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Snegleben
Tir. 19. sep. 2006

Der var engang, hvor sneglen var skovens hurtigste dyr; men så en dag, da den løb om kap med sin gode ven, frøen, skete der noget... Handlingen skal ikke afsløres her, men i denne finurlige børnebog forklares det med en klokkeklar logik, hvorfor sneglen kryber langs jorden med sit hus på ryggen. Den er dog ikke et godt valg til alt for følsomme børn, der nok vil få meget ondt af den stakkels frø.

Tegningerne er af den slags, som bedsteforældre har lyst til at boykotte, men som børnene elsker, og hvad de måtte mangle i nuttethed, opvejer de helt og aldeles i opfindsomhed. Frøen ligner en frø, og sneglen kan såmænd godt accepteres som snegl med ben, men resten af skovens beboere er pragtfulde fantasivæsner i alle farver med horn, drageskæl og øjne på stilke. Man er dog ikke et sekund i tvivl om, hvem der er bogens skurk, og det vil børnene næppe være heller. Det kan godt være, at de ikke kan regne ud, hvor væddeløbet ender; men de vil nok føle trang til at advare de to dyr mod ham.

Snegleben er en historie om, at venskab er vigtigere end personlig ærgerrighed, hvilket er grunden til at snegl lader sin gamle ven vinde. Men det er også en fortælling, der understreger faren ved at være alt for dygtigt og fremragende - det er ikke uden grund, at snegle lige siden har gemt deres ben under deres hus.

Historien er sød, og Korky Pauls tegninger er uimodståeligt; men der skal altså lige advares om, at Snegleben også er ganske grum i betragtning af, at den er beregnet for børn på 2-5 år. Det går nemlig grueligt og uopretteligt galt for frøen, og jeg tror, der er en del børn, der vil bryde grædende sammen over Frøs skæbne. Slutningen er til gengæld rigtig fin, og der er sikkert mangen stump, der får lyst til at liste sig ud af sin seng om natten, og se, om sneglene skulle give sig til at løbe igen.

Damien Harvey: Snegleben
Forlag: Gyldendal
Sider: 26
Udgivelsesdato: 01.09.2006
ISBN: 87-02-05062-5