|
|
Døden er kollektiv. Det indtryk efterlader Tim Rushtons første helaftensballet, Requiem, som netop har haft repremiere mindre end et halvt år efter uropførelsen. En dødsmesse inspireret af krig og etnisk udrensning, hvor også operakoret forklædt som munke er flettet helstøbt ind i scenografien.
Man siger, at døden kommer alene. Men som livsvilkår er døden for alle - ufravigelig, afventende og uforudsigelig. Dødsmessen danset som ballet bliver dermed en fascinerende Requiem, hvor kønnet som sådan er uinteressant; altså et oprigtigt brud med både gamle og nye ballettraditioner, der har sin centrale spænding er mellem hanner og hunner. Bravo, Tim Rushton!
Spændingen i Requiem ligger derimod i et helt nyoprettet gyldent snit. Som på en slagmark trækkes, hives og slæbes de døende skæbner fra den ene side af livet til den anden til tonerne af Górecki og Szymanowski, mens publikum måbende ser til, at denne katolske kirkes liturgiske ceremoni udføres. En treenighed mellem musikkens fortælling, dansens stærke udtryk og publikums ditto indtryk er skabt.
Mia Stensgaards pjaltede kostumer og asken, der er elegant strøet ud over enkelte danseres hår, kroppe og ansigter, vidner om Tim Rushtons aktive brug af komponisterne. Polakkerne Górecki og Szymanowski oplevede foruden den kommunistiske undertrykkelse også hver sin verdenskrig i det 20. århundrede, og det gør deres hhv. 3. symfoni og Stabat Mater til troværdige eksponenter for døden i sin mest grusomme form.
Tro mod den stilistisk skrabede model, som Requiem er, er det bevidst at fravælge en fremhævelse af de enkelte dansernes præstationer. Der var uhørt teamwork blandt den Kongelige Ballets mere en 30 solodansere, solister og korpsdansere, der gav liv til et grundvilkår, som kunstner Bjørn Nørgaard så rammende har omtalt i et interview i Information for nyligt: "At vi fødes, bliver ældre og dør er en realitet, og i det her opskruede samfund er det jo en kolossal fiasko, at vi ender med at dø."
Se spilletider.
Foto: Henrik Stenberg
