Midtvejs 2006 - ny dansk dramatik.
Det Kongelige Teater præsenterer for anden gang ny dramatik skrevet af studerende ved Dramatikeruddannelsen. Denne aften bød på to enaktere fra Aalborg Teater, der desværre trænger til lidt mere finpudsning, men som dog også kunne fremvise fine elementer indimellem.
Paradis
Aftenens første stykke var Paradis af Line Mørkeby. Her præsenteres vi for det succesfulde par Bella og Leo, der har styr på det hele, indtil Leo forelsker sig i den klodsede Vivian. Bella tøver ikke med at kæmpe for Leo; men han lader sig ikke sådan afvise. Stykket er ikke fri for humor - den manifesterer sig især i den usympatiske bøsse, Hallan (Carsten Svendsen), og i Leos (Morten Burian) gennemførte accent, som af og til parodieres af de andre karakterer. Det ændrer dog ikke på, at både karaktererne og miljøet er for stereotype; især Bella (Camilla G. Smedegaard) virker alt for overdrevet til at overbevise. Det er formentlig intentionen at udstille karakterernes overfladiske high-power miljø, men selvom Vivian (Line Bie Rosenstjerne) virker som kontrast til de tre andres livsstil, savner skildringen mere dybde og bid.
Da det går op for Bella, at Leo er faldet for Vivian, skifter stykket karakter. Pludselig svinger både Bella og Leo med knive, og ideen om at Leos følelser for Vivian skulle være ægte og dybtfølte, fordamper, da han skal til at voldtage hende. Der er masser af action her, men den kommer alt for hurtigt og umotiveret. Slutningen, der er en god gang fejen-under-gulvtæppet, er dog meget fin, og viser, hvor nemt det er at pudse selv blod af en højpoleret overflade.
Salvador
Efter pausen kom turen til Salvador af Michael Bonde. Stykket starter godt med en tung, gotisk atmosfære. Den unge kunstner Salvador (Morten Burian) vil stå i lære hos geniet Dali (Lars Junggreen), selvom han har hørt rygter om, at den gamle maler er blevet gal. Hans ambitioner vinder dog gang på gang over hans intuition, og snart har han solgt alt, hvad han ejer til Dali - selv sin kæreste, Felipa (Line Bie Rosenstjerne).
Den første, Salvador møder, da han når frem til Dalis hjem, er dennes sygeplejerske Felipa (Hanne Windfeld), der kalder sig Gala, efter Dalis afdøde hustru. Med sin minimale sygeplejeruniform, en stram frisure og et lige så stramt væsen, ligner hun noget, der er sprunget ud af et S/M-magasin. Snart møder han også Dali, der er forbløffende adræt for sådan en gammel mand. Iført natkjole og snoende sit overskæg på bedste Dali-vis kommanderer han rundt med sin stakkels lærling, der mere og mere mister kontrollen over situationen. Det meste af tiden optræder Dali som en halvgal tyran, men overfor den unge Felipa viser han sig som dæmonisk forfører. Hun virker til gengæld som en tomhjernet gås, der straks lader sig forhekse af Dali.
Salvador er et forsøg på en cyklisk fortælling, og da stykket slutter, har vi da også en fornemmelse af, at ringen er sluttet. Men rigtigt overraskende og elegant bliver det aldrig, selvom ideen er meget god.
Samlet indtryk
Det er ikke til at komme udenom, at der manglede noget denne aften. Selvfølgelig er der ikke meget tid for stykkerne at udfolde sig i - de varer begge lige under en time; men måske burde man netop derfor fokusere mere på et enkelt handlingsforløb. Jeg fik det indtryk, at begge dramatikerne gerne ville nå at vise, at de mestrede adskillige genrer, og derfor blev stykkerne til tider lidt hektiske. Der var også en tendens til at personerne var lidt for overdrevne, stereotype, og at pointerne blev skåret for meget ud i pap. Giv publikum lidt mere credit en anden gang, det er alligevel altid sjovere, hvis der er nogle åbne spørgsmål tilbage, når man forlader salen.
Se spilletider.
Foto: Nils Krogh
