Husets Teater indleder den nye sæson med Naja Marie Aidts nye stykke, "Åsted". Grundlæggende er det en spændende historie, der udspiller sig mellem de tre dygtige skuespillere, Beate Bille, Marie-Louise Coninck og Thomas Levin; men undervejs er filmen tæt på at knække mere end en gang, og det samlede indtryk bliver lidt for konstrueret.
Den gamle, hærgede Meta kommer ind i et forladt hus, hvor hun finder den unge Susan, der hårdt såret har gemt sig her. Der udvikler sig snart et tæt forhold mellem de to kvinder, der dog kompliceres, da den unge mand, Harris, bryder ind. Han bliver godt nok overmandet uden problemer, men Meta må med jalousi konstatere, at Susan er lidt for interesseret i Harris.
Åsted er både stemningsmættet, spændende og uforudsigelig, og i enkelte scener decideret chokerende, som da Susan første gang prøver at takke Meta på den eneste måde, hun har lært, - hvilket unægteligt smager af incest, eftersom hun konsekvent kalder hende Mama. Der er flere andre scener, som ikke skal afsløres her, som giver det indtryk, at formålet først og fremmest er at chokere publikum, og den slags effektmageri er der egentlig ikke behov for i et stykke, der snarere har for meget end for lidt handling.
Marie-Louise Coninck er meget fin som den grove, senede og meget lidt kvindelige Mama, også da hun med lys ungpigestemme genkalder sig sit incestforhold til faderen - et forhold, der har flere paralleller i fortællingen, og som også har haft stor betydning for hendes handlinger. Alligevel virker scenen påklistret og konstrueret, og stykket, der jo ellers handler om mødet mellem tre usle skæbner, mister fokus. Ovenikøbet er det umuligt at have ondt af Mama, fordi vi ser Susan og Harris ligge medtagede på gulvet, mens hun klynker. Med sin strittende manke, den grove stemme og de upolerede manerer minder hun om en eventyrheks - og det giver sådan set god mening, da vi endelig hører fortællingen om hendes datter, Anne.
Beate Bille er fremragende som Susan. Fra de første scener, hvor hun kravler/slæber sig hen over gulvet, over rollen som Mamas lydige pige til den selvsikre forførerske, vi møder til sidst, når hun at vise stor spændvidde og nuance i udtrykket. Thomas Levin derimod har ikke så mange facetter, selvom han vises frem som bøsse, voldtægtsoffer, elsker og morder. Hans kendetegn er hans sprog, gammeldags og omhyggeligt udtalt, som vækker en del morskab, men som dog også ender med at blive lidt trættende.
Det univers, Naja Marie Aidt fremmaner i Åsted, er koldt og råt. Uskyld findes kun i en fjern fortid, som noget der uforskyldt er blevet taget fra alle tre karakterer, og vold og kynisme er den eneste måde, man kan overleve på. Meget passende er det lejemorderen, der er den mest poetiske, men kærlighed og skønhed har ikke noget at søge i denne forladte rønne. I sidste ende sidder vi selskab med tre mordere, der gør livet surt for hinanden, og har vi egentlig ondt af nogen af dem, da stykket ender? Not really. Derfor er slutningen sådan set også meget befriende, og den eneste troværdige udvej ud af Aidts drama.
Åsted kan ses på Husets Teater frem til den 21. oktober. Se spilletider.
Foto: Henrik Saxgren