|
|
Vestens forkvaklede fordomme oplyser vor indre hulemand.
Køb en pakke lommetørklæder og bestil din billet. Nu. Denne film er bedre end du tror.
Filmen med det sære navn "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan" er resultatet af journalisten Borat Sagdiyev fra Kazakhstansk TVs rundrejse i USA. På sin færd til guds eget land er det meningen han skal dokumentere amerikanernes livsstil, så folket hjemme i det ifølge filmen noget tilbagestående hjemland kan tage ved lære. Nogen succes har han, for hans landsby aflyser det årlige „jøde-løb" og pludselig bliver iPods en hel trend.
Borat og hans producer, Azamat Bagatov, lander i New York og får hurtigt arrangeret et interview med tre kvinder fra en feministisk gruppe. Disse bliver dog en kende irriterede, da Borat insisterer på, at kvinders hjerne er på størrelse med et egerns. Det har en kasakhstansk videnskabsmand bevist, så kvindesagen ligger Borat temmelig fjernt. På hotelværelset har Borat set en genudsendelse af Baywatch og bliver forelsket i Pamela Anderson. Derfor får han overbevist Azamat om at flytte optagelserne til Californien, hvor feministerne har fortalt ham Pamela bor.
Produceren nægter imidlertid at flyve "i tilfælde af at jøderne skulle gentage deres terroraktion fra 11. september", så det sparsomme budget taget i betragtning ender Borat og Azamat med at køre gennem USA i en gammel hjemisbil. Herefter går "dokumentaren" slag i slag. Undervejs ender de i et korporligt opgør af en karakter, jeg nægter at beskrive i ord, da Azamat erfarer præcist hvorfor Borat vil til Californien. De genforenes dog i Hollywood, hvor Borat bliver arresteret, da han endelig finder Pamela Anderson.
Det er mig en gåde, hvordan han har undgået at blive arresteret tidligere, for på sin vej gennem midtvesten får han fornærmet et ganske betragteligt udsnit af den amerikanske befolkning i en sådan grad, at man flere gange frygter for hans ve og vel. Højdepunktet er måske, da han skal synge nationalsangen inden et rodeoshow midt i, hvad der er tilbage af det vilde vesten. Inden de går i gang får han lige chefen for rodeoet, en virkelig person ved navn Bobby Rowe, til at proklamere, USA har tænkt sig at "hænge muslimerne" og forhåbentlig også snart begynder at likvidere bøsserne.
Først udløser det store jubelscener fra publikum, da Borat hylder USA generelt, engagementet i diverse krige og landets præsident - inklusive en fænomenal sætning der omtrent lyder: "må han (Bush) drikke blodet fra hver eneste irakisk kvinde, mand og barn." Men da vor helt går i gang med at massakrere nationalsangen i en sådan grad, at en hest stejler og vælter med The Star Bangled Banner, må rodeo-mester Rowe komme Borat til undsætning. For som han siden har udtalt til Newsweek, at han advarede sin kasakhstanske gæstestjerne under dennes flugt: "Halvdelen af publikum er sandsynligvis bevæbnede, og de vil alle se dig henrettet."
Anmeldere har allerede kaldt Borat for frastødende, fornærmende, anti-semitisk og mange andre nedladende ting - for de flestes vedkommende forhåbentlig i sjov. For inden i Borat er den britiske komiker Sacha Baron Cohen, men det har hans interview-ofre bare ikke anet. De er alle blevet luret til at skrive under på, de ikke vil lægge sag an imod filmens bagmænd. Borat er jo en parodi på en helt grotesk fordomsfuld fremstilling af Kazakhstan - men de frastødende, fornærmende og anti-semitiske udtalelser er det jo først og fremmest almindelige amerikanere, der selv leverer. Jeg synes egentlig, det er mere interessant at tænke på dem, den fremstiller i et ganske positivt lys. Bl.a. medvirker en stærkt overvægtig prostitueret, en gruppe unge sorte mænd, der spiller hasard på en offentlig trappe efter mørkets frembrud i et kvarter langt under middelklasseniveau, samt et ældre jødisk ægtepar og de fremstår alle ganske sympatiske og imødekommende. Selv nogle ekstatiske medlemmer af pinsekirken og bimbo-ikonet over dem alle, Pamela Anderson, slipper igennem uden at blamere sig totalt. Altså mere end de normalt gør.
Stilmæssigt ligger Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan tættest op af DR2-serien Danes for Bush. Her lokkede et par falske konservative danske gutter intetanende republikanere til at komme med de mest outrerede og chokerende højreorienterede synspunkter. Men selv, hvis man ikke kunne lide Danes for Bush, er der en ret god chance for, man vil synes om Borat. For Cohen har den frihed ikke at skulle tage udgangspunkt i faktiske holdninger (7-9-13) men derimod i sit kulturelle brækjern, figuren Borat Sagdiyev der fremstiller en slags indre svinehund på en sær elskværdig måde. Det er altså på et dybere plan man bliver fornærmet og underholdt. Borat er sjov fordi den gør grin med udbredte fordomme, chokerende fordi den dokumenterer hvor lidt der skal kradses i overfladen før disse bryder ud i lys lue og sidst men ikke mindst, fordi man genkender lidt af sig selv i begge dele.
Læg dertil, at den er omtrent lige så politisk ukorrekt som Team America, relevant som Michael Moores dokumentarer og mindst lige så sjov som noget, Cohen tidligere har stået for i sit Da Ali G Show. Bortset fra at enkelte interviews forekommer en kende korte, og Cohen måske ikke har kunnet få alle sine ofre til at hoppe på Borat-limpinden, er filmen aldeles genial. Er du mindst 11 år, kan tåle let eksponering af nøgne mænd og i øvrigt et åbent menneske er Borat en film der bare skal ses.
