Det kongelige teater har sat Goethes Faust op med velspillende Jens-Jørn Spottag og Nicolas Bro i hovedrollerne som Faust og Mefisto. Dramaet får her tilført et komisk twist, der gør det meget underholdende i første akt, men som forhindrer tragedien i rigtigt at udfolde sig i anden akt.
Stykket indledes med en prolog i himlen, hvor Gud (Tom Jensen på stylter og med julemandsskæg) og Mefisto vædder om den lærde Fausts sjæl. Herefter vender vi tilbage til jorden, hvor Faust i et anfald af livslede overvejer at begå selvmord. Mefisto får ham dog på bedre tanker og snart har Faust indgået sin fatale pagt med djævlen. Ved hjælp af en trylledrik åbner han Fausts øjne for den pulserende verden, og da denne får øje på Gretchen opfyldes han af et ukontrollerbart begær efter den unge pige.
Som biblofil kunne jeg ikke undgå at begejstres over scenografien, der består af en gigantisk bog. Især i starten virkede det utroligt velvalgt, fordi Faust kæmper for at komme ud af bøgernes verden, hvor han har hidtil har befundet sig. Bogen kunne åbnes på forskellige sider med hver deres baggrund, og det var lige så effektivt, som det var minimalistisk. Men da den første begejstring havde lagt sig, blev det måske en kende kedeligt. De sortvingede dæmoner, der fra tid til anden flagrede hen over scenen, var dog med til at skabe lidt ekstra liv og atmosfære.
Nicolas Bros Mefisto var fantastisk! Med et djævelsk glimt i øjet dansede han overraskende let hen over scenen eller prustede og snerrede som en hund, skiftevis underdanig, hånlig og (næsten) almægtig. Men også Jens-Jørn Spottag leverede en fremragende Faust - især var jeg imponeret over den store forskel, der var på Faust som lærd og Faust som elsker. Det var næsten som at se to forskellige personer.
Katrine Wiedemanns Faust lader til at være meget tro til Goethes tekst, selvom hun har skåret en stor del af fortællingen fra, og man bliver ikke snydt for de mest kendte citater. Men hele stykket har fået en lidt for fjollet tone, og de fleste karakterer er lidt for karikerede: den troskyldige Gretchen virker snarere naiv og lidt småt begavet, og Wagner har bukser op til armhulerne, et syngende jysk og en meget lys latter. Alt dette er sådan set meget morsomt - men da anden akt starter, og Gretchens bror, Valentin, forbander søsterens fald, er stemningen den samme, selvom indholdet er blevet alvorligt og dybt ulykkeligt. Det er meget problematisk, for på den måde går man glip af stykkets tragiske højdepunkter.
Det forhindrer dog ikke, at resultatet er en meget flot og til tider provokerende Faust med dygtige skuespillere og islæt af absurd humor. Den er bestemt værd at se.
Se spilletider.
Foto: Casper Sejersen
