For 24. gang har Vivienne McKee stablet en Crazy Christmas Cabaret på benene med den sædvanlige blanding af lumre vittigheder, publikumsinddragelse og sort humor, som hendes fans trofast labber i sig hvert år. I år er det gået ud over Tolkien, hvis hovedpersoner ikke blot må se sig parodieret på det groveste, men som oven i købet må vige pladsen for middelalderlige riddere en stor del af tiden.
Når CCC siger, de er trætte af Ringenes Herre, mener de det så alvorligt, at de boykotter Tolkien og i stedet spiller en ridderromance. Det er fra starten tydeligt, at man kan forvente et mix af de to fortællinger, og det er lige så forvirrende, som det er vellykket. Dybest set er der ikke meget nyt i ridderstykket; men det kan alt det, som Crazy Christmas Cabaret plejer at kunne, og salen genlyder af latter det meste af tiden.
Det er dog i Tolkien-parodien, at både stykket og skuespillerne for alvor ruller sig ud, med en fremragende Arrogant Mortensen (David Bateson) og en ubetaleligt gazellespringende Legoklods (Bennet Thorpe). Desværre får Mette Berggreen og Katrine Falkenberg ikke for alvor lov til at udfolde sig som Freako og Spam. Til gengæld er de korte glimt, vi får af Goddam, orken Dork og dværgen Gimme ret morsomme - man skal ikke have set meget af Ringenes Herre for at kunne genkende og grine af de portrætterede. Der er dog mangt og meget andet, der får en lille hilsen med på vejen, som f.eks. Da Vinci-Mysteriet, hvis hovedpersoner pludseligt løber hen over scenen.
Bindeleddet mellem de to fortællinger er den onde troldkvinde Mordreda (Vivienne McKee), der både vil giftes med Englands kommende konge og tilrane sig herskerringen. McKee slår gnister i denne rolle, i modsætning til Van Helsingør/Gandaft, som man måske efterhånden har set lidt for mange gange. Det, der først og fremmest imponerer, er hvor hurtigt og komplet de seks skuespillere kan skifte mellem deres mange roller - især David Batesons lynskift mellem Baron Braveheart med djærv skotsk accent og hans franske rival, ridder Lancelot, der ender med at duellere!
De to handlingsplaner snor sig ind og ud af hinanden i højeste gear, og selvom en del af vittighederne er lidt for gamle, platte eller sjofle, keder man sig ikke mange sekunder af gangen. Desuden er der som altid indlagt morsomme overraskelser og opfindsomme påfund. Publikums deltagelse er en stor del af showet, og man skal ikke tro, man kan snyde sig for at juble og buhe af stykkets helte og skurke. Selvfølgelig er der også nogle stakkels, sagesløse publikummer, der bliver slæbt op på scenen og udsat for alskens uhyrligheder - så hvis ikke man har en entertainer i maven, der bare venter på sin chance, råder jeg folk til ikke at sætte sig på første række!
Som med alt andet bliver det en smagssag, om man falder for CCC's specielle form for humor. Men med en stadig voksende fanskare er der ingen tvivl om, at Vivienne McKee har formået at skabe sig en stor plads i danskernes hjerter, og uanset hvad man måtte have af klagepunkter, så er Bored of the Rings meget morsom. Der er smækre babes, masser af god (og ganske forfærdelig) musik, humor under bæltestedet og som altid: Andrew Jeffers i de mest groteske kjoler. Der er næppe nogen, der går fra salen med tørre øjne.
Se spilletider.
Foto: Peter Irgens