Flere nyheder

 
Litteratur
Rifbjerg(ene)

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rifbjerg(ene)
Man. 20. nov. 2006


I Marokko ligger Rifbjergene - Afrikas blå bjerge. Danmarks eget Rifbjerg beskriver i "En naturlig forklaring", hvordan disse bjerge kan skifte udseende og fremstå som grønne. Således Klaus Rifbjerg selv i denne novellesamling, der omhandler alt fra eksotiske bålfester til fortællinger fra hverdagen - kamæleonen fejrer sit 50 års jubilæum.


Fortællingen om de blå bjerge giver læseren et indblik i 50'erne og danskerens flirt med de spanske skikke. Der er tale om et mættet sansebillede, der lader læseren smage, dufte og føle stemningen og ikke kun stå som tilskuer til den. Dette er et gennemgående træk for samlingens 21 noveller, hvor det blandt andet gøres klart, at en radio lugter af varm elektricitet, eller sagt på en anden måde - af kogt bakelit, syltet støv eller knust glas. I novellen "Tanten i Aalborg" gives et smukt eksempel på dette helt specielle Rifbjergske sansesprog: "Lugten på trappen var som at bide i messing og få smidt en spand aske ind i munden samtidig."

Novellesamlingen er en nærværende læseoplevelse, idet sansesproget ansporer læserens egne associationer og erindringer. Erindring og fortid fylder en del, da de fleste af Rifbjergs fortællinger peger bagud i tiden og kan siges at være tidslommer. Det kan synes uaktuelt, men fremstår ikke sådan, idet det bliver en del af hans ekspertise inden for kunsten at skabe et udsnit af en helhed, at fremstille et løsrevet øjeblik og en stemning i stedet for at skabe en klar mening og betydning. I titelnovellen spekuleres der således over forholdet mellem del og helhed:

"Man spørger sig måske, hvor sammenhængen er, der må være en sammenhæng, men hvorfor egentlig? Den, som vil sammenhængen, må påtage sig besværet med at finde den, så enkelt er det, eller så irriterende kompliceret og egentlig overflødigt. Det er jo konkret, det her og derfor stykkevis og delt som alt andet, men nogen er altid parat til at se helheden, ja, sammenhængen i kaos, de idioter." Hos Rifbjerg er der altså i stedet tale om øjebliksbilleder, om indtryk og indblik i alle former for liv, alle tider og alle steder. Snart er bjergene blå, snart grønne.

"Der er visse ting, man ikke snakker om, der er noget, der er så svært at forklare, netop fordi det er så banalt eller bizart, at det enten går i opløsning eller er så langt ude, at folk ville ryste på hovedet og tro, man var idiot, hvis man diskede op med det." Sådan lader Rifbjerg en af sine fortællere udtrykke sig, men det er bestemt ikke et udsagn, man kan applicere på forfatteren selv. Tværtimod er det præcis dette citat, der indkredser Rifbjergs referenceramme - det banale, det bizarre og tidslommerne. Alt sammen leveret for læseren i ganske naturlige forklaringer.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Klaus Rifbjerg: En naturlig forklaring
Forlag: Gyldendal
Sider: 191
Udgivelsesdato: 19.11.2006
ISBN: 87-02-02439-4