|
|
Beethoven på rutinen, Bartok på fingerspidserne og Haydn på tåspidserne. Det syntes at være udførelsen af de tre stykker, som udgjorde sæsonens første, stort set udsolgte kammerkoncert i Operaen.
Hvad skal en solist magte? Og hvad skal en solist, der endnu ikke er fyldt 20 år, magte? Hvis det er et og samme spørgsmål, stod Andreas Brantelid ikke helt distancen som hovedperson i Joseph Haydns cellokoncert i C-dur. Med stor selvtillid kastede Brantelid jr. sig ellers over moderatoen, og hans knastørre passager var fejlfrie og æggende. Undervejs i adagioen, som han øjensynligt vidste var åben for problemer, kiksede enkelte greb, ligesom flere af nuancerne udeblev delvist, hvilket straks sendte selvtilliden på retræte. Der var oprejsning igen i finalen, hvis lethed matcher den unge musikers udtryksrepertoire.
Smider man lidt lommefilosofi oven i de rent musikalske betragtninger, er det da også svært at forestille sig et større pres end at skulle være solist over for en dirigent, der har været ens lærer i fire år, og sin far, som spillede med i kapellet denne søndag eftermiddag. Flankeret af to krævende og forventningsfulde mænd - og angiveligt med resten af familien på tilskuerrækkerne - kan soloen da kun blive anstrengende gavmild.
Nuvel. Helheden i sæsonens første kammerkoncert i Operaens var god. For en gang skyld var det, som om publikum og kammerorkester havde indgået den uskrevne aftale og pagt, der ligger i, at "hvis vi yder vores bedste, lytter I". Stemningen blev skabt lynhurtigt under Bela Bartoks Divertimento, som havde strygernes fulde opmærksomhed og dirigent Mats Rondins store kærlighed. Forløsningen af de centraleuropæiske toner var på en og samme tid gravalvorlig og barnagtig; overmåde livligt fremtryllet fra landets bedste strygeres buer af den svenske, T-shirtklædte troldmand, der ikke holdt sig tilbage fra at steppe med til de mest dansante passager.
Publikum fik Beethovens 4. symfoni serveret efter pausen, med da syntes både vi og musikerne at være mætte. Sobert fremført, men ganske rutinemæssigt. De fem stjerner går næsten ubetinget til Divertimentoen og Det Kgl. Kapels professionelle strygergruppe - ikke solisten, der nok skal modnes nogle år endnu, før oplevelsen er på højde.
