|
|
Philip Pullmans "Fyrværkerimesterens datter" spilles i øjeblikket på Aarhus teater som dette års familieforestilling. Forestillingen er lavet som et fremtidseventyr, og det er ret svært at følge med og det virker ofte temmelig uhyggeligt på scenen, men børnene lod til at more sig bravt.
Selve historien er den klassiske med en pige, der gerne vil i lære som fyrværkerimester lige som sin far, men faderen vil hellere have, at hun bliver danserinde og bliver gift med en god mand. Pigen må derfor gennemgå nogle prøver for at bevise for sin far, at hun er værdig og dygtig nok til at blive fyrværkerimester. Med i historien hører en dansende hvid elefant, søens gudinde, ildguden Razvani og mange andre mere eller mindre fjollede karakterer.
Selve historien kan forstås i flere lag, alt efter hvor gammel man er, f.eks. taler elefantpasseren fransk - eller hvad man nu skal kalde det - til den hvide elefant, og det, han får sagt der, er der nok at more sig over for det voksne publikum, mens børnene sidder og griner over elefanten, der danser. Når det gælder dans, er der i øvrigt nok både at grine ad og beundre.
Den dansende ceremonimester ved søens gudinde hører til i den første kategori, mens medlemmerne af krokodillebanden og artisten i Lilas fyrværkeri klart hører til den anden; utroligt at man kan danse og lave akrobatik i et krokodillekostume, men det kan de. Anders Astrup Jensens akrobatik i to lagner fra loftet udgør en flot slutning og løfter ligesom hele forestillingen fra det almindelige til det ekstraordinære.
De tilstedeværende børn i salen virkede som om de morede sig godt nok, selv om jeg som voksen ofte synes, der foregik lige lovligt mange ting på en gang, og det var svært at holde rede på handlingen. Der var heller ingen gråd på grund af de mørke scener og de uhyggelige kostumer, hvad jeg nok også havde frygtet, så det virker, som om Aarhus teater har formået at ramme et leje, hvor alle kan være med og få noget ud af forestillingen.
Se spilletider.
Foto: Jan Jul
