Flere nyheder

 
Musik
Malene Mortensen / Malene

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Malene Mortensen / Malene
Man. 4. dec. 2006

Den 16.11.06 udkom Malene Mortensens tredje album, Malene. Albummet indeholder lyttervenligt jazzpop, en del fra Malenes egen hånd og en del covernumre. Udover grundstammen af dygtige musikere, medvirker prominente navne som Chris Potter og Mike Stern på albummet. Denne konstellation af musikere løfter albummet og oplevelsen. Malene Mortensens udtryk er for spinkelt og til tider anstrengt. Hun er ikke markant nok, og det er musikerne, der stjæler billedet.

Malene indeholder primært kærlighedssange, nogle mere vellykkede end andre, og nogle mere klichefyldte end andre. Et nummer som "Sea Of Lies" er i den mere vellykkede kategori. Malene Mortensen udfordrer sin stemme, hvilket giver nummeret en del af den råhed, mange af de andre numre mangler. Men der mangler lige den sidste del, og det savner albummet i høj grad. Malene Mortensens stemmeføring forbliver for kontrolleret og fin albummet igennem. Den kommer aldrig helt ud over kanten. På få numre manifesterer stemmen sig i brudstykker, men de falder desværre til jorden igen.

Coverversionen af Eagles-klassikeren "Desperado" og Malenes eget nummer "Where Would I Be Without You", er glimrende eksempler på dette. Stemmeføringen virker mere legende og efterlader et sexet aftryk på sangene. Når det så går hen og er ved at blive rigtig lækkert, vender det kontrollerede tilbage, og det er ikke nær så sexet. Ud over Eagles-klassikeren forsøger Malene sig også med en coverversion af John Mayers nummer "City Love". Nummeret er meget afdæmpet og smukt, men det går hen og bliver lidt kedeligt og uvedkommende. På samme måde er det med "Aarestrup i marts", med tekst af Emil Aarestrup i form af hans digt "Angst" fra 1838, og musik af Malene Mortensen. Udtrykket bliver anstrengt og digtet mister noget af sin varme. Modsat er det dog med "Laughin' At Life", der i sin tid blev gjort kendt af Billie Holliday. Det er pladens bedste nummer. Der er tyngde i vokalen og Malene Mortensen er i fokus. Et skønt nummer der fortjener sine roser.

Malene er et fint album, men det mangler råhed og et legende udtryk som kun få af numrene indeholder. Musikken er fantastisk, men stemmen er for spinkel, og det gør hele oplevelsen mangelfuld.

Stunt Records.