Velkommen til Antarktis! Et sted med syngende pingviner, der lever i den tro, at de er de mest indflydelsesrige væsener i verdenen. Og så er der Mumle; en ung pingvin, der har masser af rytme, men ikke en tone i livet. En bemærkelsesværdig animationsfilm, som morer publikum, men også bruger tiden på at kommentere den politiske virkelighed.
Instruktøren George Miller satte i sin tid en vis standard, da han skabte historien om Babe -den kække gris, en munter fortælling om et lille væsen, der skiller sig meget ud, men alligevel i sidste ende formår at vinde alles respekt og publikums hjerter. Skabelonen er den samme for Miller´s nye film Happy feet. En musikalsk fortælling om den godmodige unge pingvin Mumle, der ikke er som de andre pingviner i hans flok. Alle andre bruger tid på at finde deres egen sang, der beskriver deres personlighed, og på den måde finde deres mage. Problemet er bare, at da Mumle kun var et lille æg, mistede hans far for en kort stund synet af ægget og dette blev hårdt straffet af pingvinguderne. Allerede kort efter fødslen finder forældrene ud af at Mumle er anderledes. Mumle kan slet ikke synge, men derimod kan han steppe, og når han først er i gang, kan han næsten ikke stoppe. Det falder slet ikke i god jord blandt de andre pingviner og slet ikke de gamle vise, som udstøder den stakkels Mumle fra flokken, hvilket får ham til at åbne øjnene op for en større verden.
Kvaliteten for animationsfilm varierer utroligt meget, men denne er en af de flotteste længe. Den gør en dyd ud af at skildre de mange dyr så realistisk som muligt, og originalt formår den at kombinere naturlige fænomener med en god historie. Eksempelvis er det sjovt, at pingvinerne betragter sydlyset som et tegn fra guderne.
Musikken er en utrolig stor del af filmen, da pingvinerne lystigt skøjter hen over det ene populære hit efter det andet for at finde deres hjertesang. Det er så forskellige kunstnere som blandt andre Beach Boys, Frank Sinatra, Queen og Pink, hvis numre bliver brugt i mange sjove fortolkninger. Det musikalske særkende og filmens realistiske udtryk gør, at man som ældre publikum både associerer til dokumentarfilmen March of the penguins og Musical-melodramaet Moulin Rouge. Og som barn er man garanteret morskab, spænding, men også stof til eftertanke.
Filmen appellerer til et bredt udsnit af publikum; de ældre vil more sig over de mange forskellige sange, som de kan genkende fra ungdommen, og de yngre vil more sig over de fjollede pingviner og de flotte spændende actionscener under og over vandet. Det danske hold, som har stået for oversættelsen, er dog desværre kommet ud i en situation, som er svær at håndtere. Stemmerne er velvalgte som altid, igen Preben Kristensen, der dubber Robin Williams´ figur, ja generelt er det et væld af både danske og udenlandske stjerneskuespillere, der er inde over denne film. Dog kan kombinationen af dansk tale og engelske sange til tider virke lidt rodet, selvom de mindste tilskuere stadig kan følge med i den spændende historie.
Filmen skiller sig ud ved at have en miljøpolitisk tematik, som peger på, hvordan menneskene egentlig behandler naturen, og hvor lavt i hierarkiet dyrene står. Det kommer meget pludseligt med en hurtigt omskiftende tone, der fra at være et musikalsk legerum bliver en melankolsk skildring af en verden, hvor den stærkeste overlever. Det kan skille vandene hos det ældre publikum, men for børn gør det bestemt et indtryk, og den obligatoriske, men også lidt påtagede happy ending, gør, at man som publikum forlader salen med en god fornemmelse og en masse rytme i kroppen.
Se spilletider.
Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution.