Flere nyheder

 
Teater
Det var en lørdag aften

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Det var en lørdag aften
Man. 11. dec. 2006

Katja Holm står på scenen som singlepigen, der sidder alene hjemme en lørdag aften. Det er ikke det, hun vil, men det sådan det er. Aftenen igennem synger hun sig gennem en bred vifte af viser af Lulu Ziegler og andre. Alt i alt en ganske god cabaret, men desværre lever sangstemmen ikke helt op til kvaliteten af repertoiret. Skuespil og musik fejler dog intet, og det er det, der binder forestillingen sammen.

Svalegangens foyerscene er lille og intim, og det er altafgørende for denne cabaret. Med kun en kvinde på scenen sammen med musikeren, skal man helt tæt på for at få alle nuancerne med, men det fungerer rigtigt godt med en god forbindelse til publikum, som tæt kan følge Katja Holms stilfærdige, men sikre skuespil som ensom single. Hun leverer en god underlægning til den lange række viser som Ved Kajen, Den sidste turist i Europa og Pige træd varsomt. Der måtte dog gerne være lidt mere skuespil til at krydre sangene med. Dette er hendes stærke side, stemmen slår desværre ikke helt an til at dække spektret af sange.

Mads Strandgaard sidder bag klaveret og leverer både musik og lidt skuespil, og det gør han rigtigt godt. Ikke et ord skal han levere under stykket, men med sin personlighed fylder han sin rolle ud, og giver Katja Holm et godt modspil.

Stykket er iscenesat af Thomas Milton. Sangene var velvalgte, men igen måtte der gerne have været blandet mere skuespil ind i forestillingen for at give mere dynamik og underbygge den handling, som stykket dog til sidst byder på.

Nok er der en intim stemning og en god kontakt mellem Katja Holm og publikum, men stykket bliver ikke rigtigt vedkommende. Viserne er meget blandede, så der er ikke en tydelig rød tråd gennem stykket, men primært en række forskellige temaer, der har sit udgangspunkt i det søgende menneske. Der kunne godt være en lidt skarpere linje i sangene. Det er derfor kun det sparsomme, men søde og forsigtige skuespil, der bærer stykket igennem, så det samlet bliver til en fornuftig oplevelse.

Se spilletider.
Foto: Brita Fogsgaard