"Tænk, at man kan få en halv million for at lege med sit trælegetøj," sagde en veninde om cellisten Yo-Yo Mas velfortjente Sonnings Musikpris 2006. Når strengelegen bliver så let og elegant som kineser-amerikanerens er, indlemmes publikum i en boble af fejlfrihed og klingende ren nydelse. Kun den lettere bedagede, romantiske stil skæmmede en smule ved 'takkekoncerten' i Operaen.
Det er ikke mange uger siden, Operaen lagde gulv til en af nationens mest lovende cellister; Andreas Brantelid. Søndag gjaldt det så verdensscenens talent; Yo-Yo Ma. Og der er netop.. nå ja.. en verden til forskel. Fejlfrit og rutineret byttede Yo-Yo Ma en halv million danske kroner fra Sonnings Musikfond med næsten tre timers fantastisk performance, der inkluderede blandt andre Schubert, Sjostakovitj, Rachmaninov og Cèsar Franck.
Hvis cellobuen er instrumentets lunge, trak Yo-Yo Ma vejret i fulde drag. Særligt Schuberts Arpeggionesonate var trængt dybt, dybt ind i fortolkeren og blev hvislet nænsomt ud mellem hestehår og strenge. Largoen var minutiøst planlagt, og denne flawlessness hensatte publikum til en lytning, der er sjælden. Måske det var denne form for ordløs kommunikation, medlem af Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse og prisoverrækker Michael Schønwandt henviste til i sin tale, da han sagde, at Yo-Yo Ma formår at "åbne sjælen og lade os tale med os selv".
Ved at inkludere Sjostakovitjs d-mol sonate i programmet sendte prismodtageren desuden en personlig intermusisk hilsen til den eneste tidligere cellist, som har modtaget Sonnings Musikpris - nemlig Mstislav Rostropovitj til hvem Sjostakovitj skrev netop det værk!
Pianist Kathryn Stott udgjorde et beundringsværdigt med- og modspil, og på trods af en noget overlæsset stil generelt blev de romantiske ekstranumre og schlagere Vocalise og The Swan helt rørende. Sådan er det vel, når verdensstjerner smider lidt englestøv over de grå masser.
