Stemmerne og tungetalen synes at være forstummet hos den unge digter Ursula Andkjær Olsen, der dog stadig har liflige sprogblomster på sit kundskabens træ. Selv har hun vokset sig stor fra digterspire til fuldmoden og frodig gartner, der med hård hånd har luget ud i fortidens lange strofer.
Figurerne i Ursula Andkjær Olsens Skønheden hænger på træerne ligger, falder ned, daler, løber ud og fortaber sig. Verber, der signalerer noget voksent og en bevægelighed i pagt med naturen - langt fra de politiske råb og tungetaler, hendes seneste samling bar præg af. Men fornyelse er naturligvis godt, og det er ikke længere fra traditionen, end at Andkjær stadig raser og revser i sine tekster.
Overlevet har hendes distancerede forhold til omverden - måske i virkeligheden en forfatters pligt?! - med milleniumord som fødevarekontrol og oplevelsessamfund. Det er nemt at pege fingre ad andre, mens man giver den som voyeur fra elfenbenstårnet. En distance, som det ville klæde hende at turde bryde med. Næste gang, måske.
Ursula uden ironi er svær at forestille sig, men stilen er blødt op og næsten barnlig. Om det relativt banale valg af stilistik med rimende overskrifter og tematisering over naturen og årstidernes skiften er alvorligt eller en spøg står hen i det uvisse. Heldigvis. For hvis skønheden virkelig hænger på træerne - ja, så er det vel bare at kigge op, ikke?
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Ursula Andkjær Olsen: Skønheden hænger på træerne
Forlag: Gyldendal
Sider: 192
Udgivelsesdato: 20.09.2006
ISBN 8702052571
