Den svenske nationalscenes anmelderroste iscenesættelse af Shakespeares storslåede tragedie, Macbeth, er netop nu på besøg på det Kongelige Teater. Men selvom skuespillerne er fremragende, løber opfindsomheden dog til tider lidt af med instruktøren, Staffan Valdemar Holm.
Det er altid det samme problem med Shakespeare: Hans stykker er blevet iscenesat så ofte, at instruktørerne virkelig må være nytænkende for at blive lagt mærke til. Sommetider går det dog ud over stykkets kvalitet.
Macbeth er som bekendt historien om kongens trofaste kriger, der bliver spået af tre hekse, at han selv en dag skal blive konge, og som derfor - stærkt anskyndet af sin hustru - myrder kongen. Det er heksene, der med deres spådomme sætter gang i handlingen, og derfor virker det besynderligt at skære dem ud af handlingen.
I første omgang virker det dog udmærket, da Macbeth her spås af ligene af de faldne soldater. Men da han i anden omgang selv opsøger heksene for at få uddybet deres spådomme, knækker filmen simpelthen. Klædt i hvidt og bevæbnet med lamper lykkes det Macbeth og hustru at få en række ånder til at invadere deres gamle tjener, som udfører en række bevægelser, som vi kender dem fra film som Excorcisten.
Scenen, og i særdeleshed Börje Ahlsted, er ganske morsom, men set i forhold til stykkets logik virker scenen ikke særlig godt. Det samme gælder Lady Macbeths afskedsscene. Efter det obligatoriske "To bed, to bed, to bed" følger et citat fra Patti Smith: "I haven't fucked much with the past, but I'll fuck plenty with the future", der bliver gentaget en masse gange. Det gik aldrig op for mig, hvad det havde at gøre med noget som helst, og scenen endte igen med at smage lidt for meget af tom effektmageri.
Herudover er Macbeth dog på alle måder et fremragende stykke. Reine Brynolfsson virker umiddelbart som et overraskende valg til krigshelten Macbeth, men hans spil er meget overbevisende, især når han hjemsøges af sine frygtelige syner. På samme måde virker Lena Endre næsten for yndig til den drabelige Lady Macbeth, men hendes ynde og skønhed fremhæver kun yderligere hendes barske natur. Samtidigt gør det hendes senere hjælpeløshed mere troværdig.
Det er især den tøflende Börje Ahlsted, der står for stykkets komiske islæt. Selvom rollen egentlig er ganske lille, stjæler denne helvedets dørvogter alligevel billedet, hver gang han stilfærdigt trisser ind på scenen.
Scenografien er også vellykket. I stykkets begyndelse, hvor krigen endnu raser, er mændenes stasi-uniformer og det bare rum med lig på brikse med til at understrege situationens trøstesløshed. Verden er utroligt mandsdomineret i denne udgave af Macbeth; udover Lady Macbeth og en enkelt nervøs sangerinde (og hvad skulle hun egentlig?) er der ingen levende kvinder på scenen, og det afspejler sig i manglen på pynt. Lady Macbeths på alle måder spinkle kvindelighed bliver meget iøjnefaldende, når hun i blodrød kjole flagrer rundt mellem et hav af uniformer.
Forestillingen spilles på svensk med danske undertekster. Se spilletider.
Foto: Sören Vilks
