Det danske teaters detektivfarce, "Kys, krudt og kemi", tager måske latterliggørelsens mission et skridt for vidt. Meget af tiden er stykket mere overspændt og anstrengende end egentlig morsomt. En velspillende Tom Jensen samt en række ganske opfindsomme indslag bøder dog til en vis grad for dette, især i anden halvleg, der også indeholder langt mere action end den langtrukne indledning.
Onde tyskere, en kidnappet videnskabsmand, en hjælpeløs blondine og en hårdkogt detektiv. Det er helt bevidst, at Kys, krudt og kemi spiller på kitsch, floskler og letgenkendelige stereotyper. Dette betyder dog også, at plottet langt hen ad vejen er temmeligt forudsigeligt, og derfor er det altafgørende, at humoren ligger på et højt plan - og ikke bare, som i begyndelsen, består af halvlumre vittigheder og absurde kostumer.
Handlingen indledes med, at Otto von Brunno og hans elskerinde Lenya kidnapper den geniale videnskabsmand, professor Fenton, hvorfor dennes fortvivlede niece, Rosemary, henvender sig til mesterdetektiven Bullshot Crummond (en parodi på 1920'erne britiske detektivhelt, Bulldog Drummond). Sammen må de prøve at redde Fenton fra tyskerne, der naturligvis har en del tricks i ærmet.
Det er Tom Jensen som von Brunno, der bærer forestillingen. Selvom de andre glimter i øjeblikke, er han den eneste, der virkelig er morsom hele stykket igennem. Hans glansscene er kampen mod gangsteren Scalissio, også spillet af en lynskiftende Tom Jensen. Også her oplever man dog, hvad der i det hele taget viser sig at være stykkets største problem: Den er simpelthen for langtrukken. Selv den ellers fantastiske biljagt mister en del af sin styrke, fordi den varer for længe.
Stykkets helt, Crummond, spillet af Kristian Holm Joensen, er naturligvis et komplet fæ; men desværre bliver han aldrig særligt morsom. Også Ditte Gråbøl skuffer som den liderlige, endimensionelle Lenya; kun i scenerne med hendes falk viser hun glimt af sit store potentiale. Så er der mere gang i Ditte Hansens skingre (og ved siden af Crummond meget høje) Rosemary, der tomhjernet følger i hælene på Crummond og når at redde ham et par gange undervejs. Stykkets sidste syv personer spilles med stor alsidighed af Christian Mosbæk, der især gør sig bemærket som torturbødlen Marovitch.
Kys, krudt og kemi er ikke uden spænding eller humor; men ingen af delene optræder nær så tit, som man kunne ønske sig. Derfor er det måske især detektiv-aficionadoer, dette stykke vil tale til. Er man en af slagsen, vil man dog bestemt falde for de indlagte hyldester til genren, de kærlige parodier og ikke mindste den tidsånd, der kommer til udtryk i dekorationerne og kostumerne.
Se spilletider.
Foto: Brita Fogsgaard
