|
Den polske instruktør Piotr Trzaskalskis nyeste film er en eksistentiel skæbnefortælling om en knivkaster og hans omrejsende cirkus, og de mennesker han møder og tager med på sin vej. Filmen bekræfter, at dvælende flotte billeder og skæve eksistenser desværre ikke altid er nok til at skabe en interessant film.
Mesteren tager udgangspunkt i titelpersonen, den russiske artist Aleksandr der, efter at blive fyret fra et cirkus grundet hans alkoholproblem, tager sin gamle autocamper og kører mod Paris, hvor han mener sand kunst bliver værdsat. Mesteren betragter sig selv som en sand kunstner og har efter en dunkel fortid som soldat, svært ved at binde sig til virkeligheden og de ægte følelser, personificeret ved den smukke landsbypige Anna og hendes bror.
Filmen beskriver smukt det provinsielle polske tungsind ved at kombinere lange indstillinger og dybe karakterbeskrivelser med et udetaljeret stemningsorienteret mystisk element repræsenteret ved hovedpersonen og hans overnaturlige evner. Den yderlige gruppe af eksistenser, centreret omkring mesteren, medvirker ved deres historier til at fortælle om hovedpersonen og hans manglende sans for socialisering og menneskefølelse, men deres resterende tilstedeværelse forekommer ligegyldig og intetsigende, hvilket desværre er fatalt for den ellers vedkommende og smukke film.
Filmen er lang og mesterens indre kamp samt historiens forløb tenderer til det klichefyldte og forudsigelige, hvilket vitterligt er en skam, da flere af scenerne og karaktererne er spændende og rørende, især skildringen af mesteren og Annas manglende forståelse for hinanden. De æstetiske smukke træk, der hæver de ellers banale situationer virker oftest meget påtagede, og selvom det bevægelige kamera fascinerer og bidrager til smukke billeder, tiltrækkes man ikke så meget som det ellers nok var tiltænkt. Og det er et af de største problemer ved filmen, da plottet og karaktererne lægger op til så meget mere.
Udgangspunktet for filmen er altså virkelig hæderligt, og skuespillerne leverer alle ganske flotte præstationer i deres skildringer af forskelligt socialt usammenhængende mennesker, der alle på forskellige stadier prøver at finde en mening med livet. Magien spiller sammen med den artistorienterede livsførelse en rolle for, hvordan karaktererne udvikler sig og hvilke beslutninger de tager, og det er smukt beskrevet. Filmen henvender sig derved til et publikum, der ikke forventer konstant fremdrift eller åbenlyse budskaber. Herfra lyder der ikke en begejstret anbefaling, men dog alligevel en anbefaling der bunder i, at der er så meget potentiale i filmen og at flere af scenerne virkelig er betagende. Forudsigeligheden og underspillet bidrager alligevel til at kedsomheden også kan nå at spolere filmoplevelsen.