Publikum blev stopfodret ved Radiohusets første torsdagskoncert og måtte vakle fra salen uden mulighed for hurtig fordøjelse. Flødeskum på flødeskum og alt for meget fyld blokerede lidt for nydelsen af de lækre lunser. Men der var symbiose hele vejen rundt, hvorfor oplevelsen blev intet mindre end overraskende fantastisk.
Fortolkning af lyrik i musikkens sprog synes at ligge lige for. Særligt, når forlægget er Sophus Claussens lydlige 'Ekbátana', som nok hentyder til et af verdens vidundere, men i bund og grund er.. ingenting.
Samme følelse af ingenting indpakket i smuk, lydlig symbolik burde være gået igen i Svend Nielsens kompositoriske bestillingsarbejde, der blev uropført ved årets første torsdagskoncert i Radiohuset. Det symbolistiske ingenting syntes dog at være undergået en unødvendig overlæsning i form af effekter, der ikke klædte det spændstige digt. Solist og mezzosopran Helene Gjerris gjorde, hvad hun kunne med sin talesang - desværre druknede dele i orkestrets lydbølger og braklagde sammenhængen mellem stemmelæber og strygere.
Til gengæld syntes de indledende problemer at være som brændstof til orkestrets lidenskabelige omgang med Dvoráks cellokoncert og Tjajkovskijs 4. symfoni i f-mol. Programmæssigt gamle kendinge, men fremført som med helt nyt liv i instrumentgrupperne. Stolte messingblæsere og nuancerede træblæsere kastede gentagen glans over idyllen og blev stærke ingredienser i en lille cellokoncert, der havde vokset sig stor i hænderne på den unge og kontrollerede Henrik Dam Thomsen; til daglig orkestermusiker, men denne aften sat på podiet som solist.
Absolut en smagssag, men det var, som om teamspilleren med sin solooptræden formåede at løfte helheden over den individuelle præstation på en måde, som forkælede og vante solister overser. Truende ujævnheder mellem Dam og Dem var effektivt bortraderede, og helhedsoplevelsen total. Tør, fattet og præcis i cellokoncertens krop, men med afsluttende strøg som en anden Jacqueline du Pré i randområderne.
Aftenens store overraskelse blev dog alligevel dirigent Thomas Dausgaard, som viste sig fra en revolutionerende, troldmandsagtig side. Den tørre kiks syntes opblødt af oprigtig fornemmelse af og stolthed over sit orkesters formåen, og derfor strøg det afsluttende kort - Tjajkovskijs 4. symfoni - også helt til tops i kampen om publikums anerkendelse og opmærksomhed.
