Kunne man dog bare omforme rocklegender til balletklassikere, var Peter Schaufuss' lykke gjort. Hvor de første musikleverandører til Schaufuss' trilogi måske egnede sig bedre til ballettens fnuglette trin, syntes rullesten og balletben at være et noget dårligt match.
Hvorfor egentlig trilogier? Hvad er det, som synes særligt magisk ved at skabe tre i rap? Er det selve ordet "trilogi", der smager sexet? Ja, for ellers kunne der jo lige så godt være både to, fire eller fem af slagsen. Nuvel. Peter Schaufuss Balletten satte sidste værk på sin rip, rap og rup med rock, rul og rodet koreografi i forestillingen 'Satisfaction' til musik af.. ja, Rolling Stones.
Man kan overveje, hvad der skal være samlingspunktet i de to meget væsensforskellige kunstarter 'rockkoncert' og 'balletforestilling'. Det første kræver vel publikums udelte opmærksomhed inden for rytme, larm og samhørighed, og det andet kræver de samme begreber, men internt på scenen mellem de udøvende kunstnere. Kombinationen af de to bliver problematisk, fordi Schaufuss har valgt en hel koncert og ikke blot en parafrase, hvormed musikken bliver ubønhørligt styrende for dansen.
Balletmesteren har nemlig aktivt valgt at lade teksternes handlinger gøre det ud for indholdet i den tilhørende koreografi - hvilket vil sige, at publikum foruden den overdøvende larm fra Operaens store højttalere (godt isenkram, de dér har indkøbt!) skulle koncentrere sig om 23 små, individuelle fortællinger. Og det er næsten for meget forlangt, så som en anden klynge børnehavebørn syntes publikums interesse at fortabe sig efter de første par scenarier.
