|
Brødrene Madsens nye show, "Enden er nær", er fortsættelsen af sidste sæsons uhyre populære "Mr. Nice Guy". Der er stadig masser af humor, men stykket virker mindre helstøbt - der er nærmest tale om et onemanshow med en rablende, sprudlende Anders Lund Madsen, en overraskende anonym Peter Lund Madsen, og nogle ganske intetsigende sange.
Som titlen antyder, er Enden er nær et musikalsk dommedagsshow, hvor brødrene Madsen demonstrerer for os, hvor nær enden egentlig er, og på hvor mange måder det kan - og derfor rent statistisk må - gå ganske grueligt galt. For at opveje dette, prøver de at fremvise en række lyspunkter, som f.eks. at man godt kan leve videre uden sit hoved, og især finder de trøst i den menneskelige naturs hang til kærlighed og gentleman-opførsel.
Det er i allerhøjeste grad Anders Lund Madsen, der bærer showet. Magen til rablende fabuleren skal man lede længe efter! Især da han tager publikum med på en tur til Verdens Ende, der for øvrigt ligger forbavsende og måske endda skuffende tæt på, trillede tårerne. Det var vitterligt umorsomme ting, der blev hevet frem, og jeg tvivler på, at der er nogen anden i landet, der kunne have fået så forrygende morskab ud af f.eks. et pølsebrød.
Fra tid til anden blev morskaben dog afbrudt af tre mimikere, der var meget iøjnefaldende, men ikke specielt sjove eller imponerende. De overtog bl.a. Anders rolle fra sidste sæson med at mime en quiz - det var naturligvis lige så grotesk denne gang og lige så umuligt at gætte. Ellers virkede de tre piger dog temmelig overflødige.
Også sangindslagene var ganske intetsigende denne gang. De virkede ikke specielt velintegrerede i forhold til handlingen, og de var heller ikke særligt iørefaldende. Til tiden tog de ligefrem farten ud af showet. Retfærdigvis skal det nævnes, at Sofie Ølvang var blevet hevet ind som suppleant med kort frist, og man kan kun håbe, at det giver sangene lidt mere power, hvis hun når at lære dem lidt bedre at kende eller hvis Billie Koppel vender tilbage.
Alt i alt var det dog en meget morsom aften, selvom helhedsindtrykket måske var lidt rodet. Jeg savnede dog at se Peter Lund Madsen rulle sig lidt mere ud. Et par indskudte sætninger, og en enkelt soloscene blev det til, men det meste af tiden lod han til at stå på scenen og grine af broderens indfald. Jeg gad nok vide, hvor meget der er fri improvisation, og hvor meget de enkelte shows egentlig ligner hinanden. For der er rigtig meget tid, hvor Anders ævler i frit fald, og her må være plads til megen variation.
Til premieren var Anders Lund Madsen i hvert fald i den grad i hopla som manisk ordekvilibrist, og hans komiske talent er ubestrideligt. Det er mest for hans skyld, man skal tage ind og se showet. Men så får man til gengæld også fornøjelsen af jordens forestående undergang, et nærmere bekendtskab med verdens tåbeligste (ikke dummeste) dyr, og ikke mindst af at se brødrene Madsen danse rundt i et fantastisk disco outfit.
Se spilletider