|
|
Søren Kragh-Jacobsens debutfilm er i nogen grad tynget af indtil flere elementer og vinkler, som tiden er løbet fra. Til gengæld skildres filmens almengyldige kernehistorie - den første forelskelse - så varmt og rigtig, at det er svært ikke at bøje sig en smule i støvet.
Der var engang en mand. Han havde arbejdet på DR's ungdomsredaktion, og så havde han skrevet et af tidens allerstørste hits, Kender du det? (Bedre kendt under navnet "Mona, Mona, Mona"). I 1978 kom hans debutspillefilm ud i de danske biografer.
Manden var Søren Kragh-Jacobsen, og filmen var Vil du se min smukke navle. Den er nu udkommet på DVD, og det er svært ikke at komme til at tænke på førnævnte monsterhit, for skabelonen i sang og film er næsten helt ens.
Claus går i niende klasse i folkeskolen. Han er mere end almindelig glad for Lene, der går i samme klasse, men har ikke helt modet til at komme frem med det. Filmen starter, da hele klassen skal på lejrskole til Sverige. Claus sidder i toget og sender hemmelige blikke til Lene, der bestemt ikke virker uinteresseret.
At referere resten af handlingen er næsten nyttesløs, for det er ingen overdrivelse at sige, at man jo bare kan lytte til sangen. Byt lidt om på navnene, og det er fuldstændig det samme.
Tidens tand
Det trækker i nogen grad ned, at filmen i portrættet af Claus' og Lenes klasse, er lidt låst af sin samtid. Skildringen af omgangsformen er i nogen grad præget af en uskyldig - for ikke at sige naiv - optik. Drillerierne kommer aldrig over et niveau, hvor der ikke kan svares igen med et simpelt: "Hvor er du altså bare barnlig, Knud", og nogle af de sjofelheder, der fremtures med i filmens klasseværelse og i bussen, står ikke helt mål med det vokabularium, der udvises i nutidens folkeskole. Det kan godt være, at nogen i dag griner, når der i filmen siges: "Prøv at se grim ud for en femmer". Det er bare af de forkerte årsager.
Ægte følelser
Selve kernehistorien - Claus og Lenes gryende forelskelse - sidder dog lige i skabet. Man kender det jo alt for godt: De små signaler, de skjulte billeder, og ikke mindst følelsen af ikke at vide om man er købt eller solgt. Scenen, hvor Claus endelig får sin Lene (i en lille båd, der gynger, for det ikke skal være løgn) er skildret med en ægte ømhed, der gør én næsten flov over at se på. Det er i scenerne med de to, at Kragh-Jacobsen viser konturerne til den store personinstruktør, som han jo senere går hen og bliver.
Vil du se min smukke navle er altså en varm film, der fungerer rigtig fint på det primære lag, men som ellers ikke helt kan sige sig fri for at være lidt for tidstypisk i andre. Den første forelskelse er skildret på film både før og siden, og dette er helt sikkert en af de bedre.
Og så er slutscenen, hvor Claus får øje på noget i et forbikørende tog, ikke til at stå for. Man gribes næsten i at stemme i med de sidste verselinjer fra Kender du det:
"Åh Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag/ Åh Gitte, Gitte, Gitte, hvornår kommer den dag/ Åh Hanne, Hanne, Hanne, hvornår kommer den dag".
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
