|
|
Shakespeare i forsamlingshuset
Paul Hüttel står alene på scenen i Niels Brunses nye forestilling på Teater FÅR302 som den aldrende provinsskuespiller Victor Jensen, der ankommer til Skallebølle Kulturcenter for at holde et foredrag om 'Shakespeares uforglemmelige skikkelser'. Aftenen bliver dog i lige så høj grad et indblik i en desillusioneret mand, der aldrig fik sine ønskeroller, aldrig kom til at spille i København, og jog den kvinde, han elskede, bort med sin jalousi. Det er enkelt, subtilt og meget rørende.
Umiddelbart virker skuespilleren forsonet med sin skæbne - han tager det i stiv arm, at DSB var forsinket, at der ikke var nogen til at hente ham på stationen og at han derfor må gøre sig klar foran det ventende publikum. Han er åbenbart vant til lidt af hvert, når han turnerer i provinsen og konstaterer med tilfredshed, at der i det mindste ikke er nogen, der er fulde, blandt publikum denne aften.
Snart går han i gang med sit store repertoire, der vitterligt bringer os vidt omkring i Shakespeares værker, selvom der naturligvis er roller, hans fysik ikke lægger op til, som f.eks. Falstaff fra Henry IV. Bedst er han måske som narren Feste fra Twelfth Night, men han er også gribende som uhyret Caliban fra The Tempest. Han byder også på en øm Romeo - synet af en alvorlig Hüttel i sort prins Valiant-paryk er ubeskriveligt. Det er imponerede, med hvor stor alsidighed, Hüttel fremstiller de mange roller, uden anden hjælp end nogle hatte og et simpelt lydspor. Man kan sagtens drømme om stor kunst, selvom man befinder sig i et forsamlingshus i provinsen.
Noget af det, der gør stykket så levende, er at Hüttel fra første øjeblik etablerer en god kontakt til publikum, som han (som Victor) løbende henvender sig til, såvel som til lydmanden Otto, som han ikke har for meget tillid til i starten. Der kommer også beske kommentarer til og om de kritikere, der har været så hårde ved ham, og kaldte hans spil overfladisk, netop da han lagde sin allerdybeste sorg i rollen. Skuespilleren er jaget vildt, mens anmelderen intet risikerer.
Det er dog skuespillerens personlige fortælling, der hele tiden trænger sig på, der giver stykket sin ekstra dimension. Det paradoksale i at, hans privatliv, hans sorger og skuffelser hele tiden skinner igennem hans skuespillermaske, alt imens han fortæller, hvordan han som ung gang på gang oplevede, at der ingen var bag masken, når han prøvede at være sig selv, fortæller ganske subtilt om et liv med forspildte chancer. Et liv, der helt og holdent var viet til den karriere, han aldrig for alvor fik.
I hans sorg over den elskede Elses alt for tidlige død, som han flere gange fortaber sig i, udviser han endnu en del beherskelse, selv da han plaget af skyldfølelser funderer over, om jalousi kan føre til kræft. Men da talen falder på Hamlet, og den mand, der fik lov til at spille denne drømmerolle, råber han pludselig rasende op om, hvor talentløs dette 'hestefjæs' var. Det er ikke bare Victor, vi kommer helt ind på livet af, vi præsenteres også for et intimt portræt af den usikre kunstnertilværelse, hvor man altid må frygte at fejle, at blive misforstået - og glemt. På en gang skrøbeligt og intenst, som skuespilleren selv.
