Med "Købmanden" inviterer Betty Nansen indenfor til en ny omgang skrako, deres egen særlige blanding af skuespil, rap og comedy. Det er forbavsende velgørende at se Shakespeare udsat for en så radikal og veludført modernisering, der ikke bare er utrolig morsom, men som samtidig på imponerende vis formår at aktualisere stykkets problematik om fremmedhad og xenofobi.
Historien om købmanden, der låner penge af en jødisk lånehaj, og som ender med at skulle betale med et pund af sit eget kød, danner baggrunden på Betty Nansen, selvom den er skåret ned til benet. Jøden Shylock er konstant udsat for hån, han bliver spyttet og sparket på, og især i den berømte monolog "Hvis I stikker os, bløder vi da ikke?" insisterer både han og Shakespeare på, at jøder også er mennesker. Alligevel er sympatien på den kristne købmands side, fordi Shylock i sit bitre had nægter sin fjende barmhjertighed og insisterer på sin ret, velvidende at købmanden ikke vil overleve det.
I Købmanden anno 2007 bliver Shakespeares forfulgte jøde hurtigt og elegant sidestillet med rockere og muslimer. Det er især Omar Marzouk, der med vanlig skarp humor står for, hvad der i denne forestilling meget passende kaldes "meget svære spørgsmål". Han virker som en fortæller, der af og til sætter stykket på hold for at fokusere på enkelte punkter og han, og stykket generelt, formår at overføre den ømtålelige problematik til en meget nutidig ramme, hvor både ytringsfriheden, Karen Espersen og kulturkanonen må stå for skud.
Det er Nicolas Bro, der spiller den griske og hadefulde jøde/rocker. Allerede i Faust viste han stor talent for dæmoniske roller, og også her er han blændende. Han spiller overfor Jonathan Spang som købmanden, og begge springer frem og tilbage mellem rollerne som sig selv og deres roller. Det kunne være blevet meget forvirrende, men faktisk virker det godt, og det giver mange glimrende lejligheder til at snige jokes ind undervejs. Herudover optræder Laura Bro i rollen som købmandens eftertragtede Portia, hvis bejlere skal gennem et gameshow for at vinde hendes hånd. Sjovest er hun, da hun og Jonathan udfører en omvendt Romeo og Julie, hvor det er Jonathan, der står halvnøgen på balkonen.
Den iørefaldende rap udføres af Blæs Bukki fra Malk de Koijn og Bikstok Røgsystem og Natasja. Den er helt klart med til at give stykket atmosfære; desværre er det lidt svært at forstå teksterne, der er skrevet specielt til stykket, og som derfor må formodes at have en vis relevans. Især det afsluttende nummer, "Djævlen er tæt på", er mørk og stemningsmættet, og passer meget godt til Blæs Bukkis dybe stemme. Lasse og Natasja spiller samtidigt de to bifigurer Jasmine og Lorenzo, men deres roller er skåret så meget ned, at de faktisk bliver komplet overflødige, og det virker som om, de kun er med, for at levere den musikalske del af showet.
Det er unægteligt en amputeret Shakespeare, man møder i Købmanden, men de tre genrer går virkelig op i en højere enhed, og resultatet er morsomt og tankevækkende. Købmanden er faktisk imponerende aktuel, ikke mindst fordi det er lykkedes manuskriptudvikler Kitte Wagner og instruktør Mogens Pedersen at overføre temaerne og problematikkerne fra Shakespeares stykke til en moderne kontekst. Der er fem stjerner og en varm anbefaling til en moderne, morsom og opfindsom opsætning af Købmanden (fra Venedig).
Foto: Niels Peter Riisbro