Foto: Thomas Petri
Tjaaah. Tjoooeh. Nååøøh. Hmmmm. Javel, ja.. Harold Pinters familiedrama 'Hjemkomsten' på Stærekassen flår ikke hjerterummene op hos publikum, selvom den iturevne scenografi og de vulgære replikker er designet dertil. Tiden har sat sit lidt for markante gebis i forestillingen, som der øjensynligt ikke blev luftet nok ud i, inden den røg gennem Det Kongelige Teaters selvcensur.
Det er lige før, man savner lidt ibsensk smækken med dørene. Så tam er 'Hjemkomsten' - selv med indlagte pinepauser og voldsomt tilrettelagte fornærmelser og ydmygelser. Jørgen Reenberg er den pensionerede slagter, der forsøger at holde hus over sin bror, to hjemmeboende sønner samt en tilrejsende ditto. Rebellen, der modsiger sin far i et evigt opgør, fjolset, der bokser sig ud af smerten, og akademikeren, der tænker sig ud af den.
Patriarkatet tegnes dels af testosteronet på scenen, dels af fraværet af kvinder - og den eneste kvindefigur i spil er antageligt af den mere letlevende slags. Karaktererne higer alle efter et skød: Mors, livsledsagerskens og skøgens. Og deres appetit synes utilfredsstillet og aggressionen (derfor) i fuldt flor. En klassisk, men noget anakronistisk læst at skære en forestilling på et moderne teater over. Det 21. århundrede har helt taget pynten af familiære forviklinger (for hvem er egentlig far til akademikersønnen, og deler mor og svigerdatter skæbne som kvinder på flisen?!), og man konfronteres 'straight up' med den tidslomme, det er at rejse ind i drama anno 1965.
Jørgen Reenberg har selv oversat og spiller, så godt han kan. Fra det hvide lærred er sønnerne Jens Albinus, Thomas Bo Larsen og Jakob Cedergren hentet ind i kukkassen, hvor de har arbejdet så intensivt med stemmebrug og pauser i replikkerne, at det grænser til det pinlige - særligt for Reenberg, der synes at fægte spredt med sine oplæg til frispark.. Desværre ender 'Hjemkomsten' i et selvmål for Det Kongelige Teaters nyansatte Skuespilchef Emmet Feigenberg.
