Flere nyheder

 
Musik
Cannibal Corpse på The Rock

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cannibal Corpse på The Rock
Fre. 23. mar. 2007

Tegneseriemetal og grødhjerner

Cannibal Corpse og Disavowed gav tirsdag d. 20. marts koncert på The Rock, København, og fik ledt denne anmelders tanker hen på... Ungdomshuset, hvor Realm of Chaos nåede at spille lige inden huset blev fjernet. For nu er The Rock måske byens mest skumle spillested? Er det så det på den fede måde?

En god times tid var publikums tanker dog ikke andre steder end i den absolut mest brutale dødsmetal-ekstase. Først skulle opvarmningsbandet Disavowed dog lige spille færdigt. Det er et skizofrent grind-death-metal band fra Holland, dog suppleret med en trommeslager fra Frankrig. Det er voldsomt, hurtigt og lyder ondt. Så de fik hurtigt salen med sig.

Trommeslageren var en oplevelse i sig selv, for tak skæbne, der var smæk i ham. Og det gjorde sig også gældende for forsangeren. Enten growlede han en dyb, solid standard dødsmetal-vokal, skreg som en anden Mike Patton wannabe - eller også råbte han "Ib". Eller rettere: "Ib-ib-ib-iiib". Efter tre-fire numre blev det ærlig talt en smule trættende, for da havde bandet også stort set vist, hvad de havde at byde på.

Heldigvis leverede aftenens attraktion, Cannibal Corpse, varen i en sådan grad, at man gik lykkelig hjem. Uanset hvor godt man kender dem, så chokeres man i den grad over, hvor brutalt varen kan leveres. Et skønt sammensurium af gamle numre blev opført som en komisk voldssymfoni anno 2007. Blandt andet var der genhør med "Hammer Smashed Face" fra Jim Carrey filmen "Ace Ventura: Pet Detective" og "Fucked with a Knife". Men også nye numre - især "Murder Worship" og "Make Them Suffer" fra pladen "Kill" - gjorde indtryk.

Undervejs blev arrangementet desværre beskæmmet med dårlig opførsel fra dele af publikums side. Der blev kastet en øl efter forsangeren og tændte cigaretter fra balkonen ud i mængden. Værst gik det ud over en tilfældig fyr, der fik en flaske Jack Daniels i hovedet. For mig utænkeligt at dette optrin skulle have fundet sted i Ungdomshuset. Mængden ville have skredet ind

Inden den berømte sammenligning mellem æbler og pærer kommer for langt ud, skal det blot konstateres, at Cannibal Corpse fuldstændig uantastet spillede sig frem til en sublim finale med nummeret "Stripped, Raped and Strangled". Uha, det er eminent, det nummer.

Men hvis Magtens Korridorer ikke måtte spille "Hesteluder" i Ungdomshuset, så havde Cannibal Corpse jo nok heller ikke fået lov at slutte af med det nummer? Man kan desværre ikke få det hele, ser det ud til. Måske skal man bare prise sig lykkelig for, man ikke bor i Tyskland. Der er det bandet helt eller delvist forbudt at spille.